// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Heyn Nielsen: Fra kronprinsesse til statsministerkandidat
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Politik & debat, Politisk biografi, Samfund

Peter Heyn Nielsen: Fra kronprinsesse til statsministerkandidat

Skrevet af den 21. september 2017 – 07:38Ingen kommentarer

Socialdemokratiets formand og Danmarks måske kommende statsminister, Mette Frederiksen, har i sin tid som politiker været ude på en kolossal rejse rent holdningsmæssigt og personligt. Akademikeren Peter Heyn Nielsen tager os med på denne rejse i en bog, der emmer af ikke at være skrevet af en journalist.

Det skal forstås både negativt og positivt. For på den ene side får vi ikke så mange af de mere personlige detaljer, rygter og sladder, som der ofte er gode lunser af i politiske biografier skrevet af journalister. Men på den anden side, så får vi til gengæld en uhyre grundig gennemgang med mere end 900 fodnoter(!). En rigtig akademikers værk.

Peter Heyn Nielsen nævner kun hist og her begivenheder fra Mette Frederiksens privatliv og starter faktisk først fortællingen om Mette Frederiksen, da hun bliver valgt til Folketinget i 2001. Hele hendes politiske opvækst i DSU i 1990’erne omtales kun sporadisk. Til gengæld kommer han godt rundt om hendes politiske karriere fra 2001 til i dag. Om hvordan den unge Mette Frederiksen med det glødende hjerte for Afrika og en placering på partiets venstrefløj med årene forvandlede sig til en mere midtersøgende og pragmatisk ”voksen” politiker. Ikke mindst tiden som minister og i mere eller mindre åben krig med statsministeren har ifølge Peter Heyn Nielsen givet Mette Frederiksen værdifuld erfaring og rustet hende.

”Fra kronprinsesse til statsministerkandidat” udkom omtrent samtidig med biografien ”Mette F.” i efteråret 2016. Sidstnævnte var skrevet af to journalister og fik langt større opmærksomhed i medierne og offentligheden. Ikke mindst fordi Mette Frederiksen medvirkede ved at lade sig interviewe i mere end 15 timer. Det betød, at ”Mette F.” i høj grad var Mette Frederiksens udlægninger og betragtninger om fortidens begivenheder samt aktuelle holdninger tilsat journalisternes analyser.

I ”Fra kronprinsesse til statsministerkandidat” medvirker Mette Frederiksen ikke selv. Her støtter forfatteren sig op af skriftlige kilder. Det giver en mere nøgtern og objektiv beskrivelse. Her er således tale om to bøger, som har et vist naturligt overlap. Men ikke mere end at det ikke gør noget. Faktisk supplerer de hinanden meget godt. Den ene giver stemme til hovedpersonen selv og den anden ser det hele lidt oppe fra og analyserer hovedpersonens udvikling. I et efterskrift forsøger Peter Heyn Nielsen desuden at svare på om Mette Frederiksen bliver en stærk statsminister. En fin måde at runde det hele af på ved at kigge på en række af de faktorer, som tilsammen er udslagsgivende for succes eller ej som statsminister.

”Fra kronprinsesse til statsministerkandidat” er derfor – ligesom ”Mette F.” – pligtlæsning for alle med interesse for aktuel dansk politik.

Peter Heyn Nielsen: Fra kronprinsesse til statsministerkandidat. Forlaget Mellemgaard, 2016. 424 sider.