// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Laura Lindstedt: Oneiron
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Laura Lindstedt: Oneiron

Skrevet af den 15. september 2017 – 07:41Ingen kommentarer

7 kvinder mødes i limbo. De har intet tilfælles, hverken sprog, alder eller nationalitet. Kun en lille simpel og dog mærkværdig detalje: at de vist nok allesammen er døde.

De har hver deres historie, som de deler med hinanden, mens venter og langsomt mister deres evne til at kunne føle sig selv og hinanden. I limboets hvidhed og den sære tidsløshed forsøger de at genskabe deres liv – og deres død.

Det er syv triste menneskeskæbner der rulles op. Den anorektiske amerikaner. Den unge østriger. Den gravide franskmand. Den kræftsyge hollænder, den alkoholiserede russer, den hjertesyge brasilianer og ikke mindst den stakkels, naive senegaleser. De fortæller med sorg eller vrede, med defaitisme eller undren om deres liv helt frem til de allersidste minutter. De minutter, der er så svære at få hold på og som kan give dem, de svar, de søger: hvorfor døde jeg?

Et eksistentielt spørgsmål vendt på vrangen, for deres død er kun indgangsporten til deres liv, og spørgsmålet kunne lige så vel være: hvorfor levede jeg?

Oneiron er ganske vidunderligt fortalt. Lindstedt har et sprog, der er på én gang utrolig præcist og samtidig flydende poetisk. Hendes karakterer er levende, personlige, og selv de vrantne, vrede, usympatiske af kvinderne kan man ikke andet end at have ondt af i deres bumpede vej gennem livet til dets bratte afslutning.

Laura Lindstedt føjer sig til rækken af virkelig interessante yngre finske litterære stemmer, på linje med Sofi Oksanen og Katja Kettu omend knap så dyster. Hun er bedst, når hun lader sine personer selv fortælle om deres liv, men skal man lede efter hår i suppen, så kunne jeg godt have undværet forelæsningen om Swedenborg og jødisk madkulturs betydning for anoreksi (!) som egentlig er et unødvendigt metalag på en bevægende fortælling om livet før og efter døden.

Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.

Laura Lindstedt: Oneiron. 448 sider, Rosinante. Oversat af Birgita Bonde Hansen, 2017.