// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Kleinschmidt: Dig & mig & Zlatan
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Ungdomsroman

Jonas Kleinschmidt: Dig & mig & Zlatan

Skrevet af den 8. september 2017 – 07:21Ingen kommentarer

Når forfattere giver sig i kast med at skrive om det, de godt kan lide, så kan entusiasme og fanfeber let kaste lidt grå skyer henover indholdet. Ofte bliver resultatet et lidt mudret billede af fortælling og indoktrinering. I Jonas Kleinschmidts debutroman ”Dig & mig & Zlatan” ligger den fare også og truer tæt på overfladen. Men han undviger den med snuhed.

Det er egentlig et godt, gammelt forfattertrick, han bruger. Har du selv noget, du gerne vil have ud, så er det godt at lade en af dine hovedpersoner sige det. Jeg vil ikke beskylde Jonas Kleinschmidt for at tænke i den slags, men han bruger det – bevidst eller underbevidst.

For Kleinschmidt kan godt lide Zlatan Ibrahimovic – den svenske fodboldstjerne. Det kan jeg godt forstå. Jeg er også selv stor fan af den elegante svensker. Så når den store knægt, Lasse, i ”Dig & mig & Zlatan” husker, taler om eller beundrer store ting, Zlatan har lavet på fodboldbanen, så er det nok meget sandsynligt, at det faktisk er Kleinschmidt selv, der har denne fascination. Og det har jeg det fint med.

Men når Lasse også ytrer sin store kærlighed til det franske hold, der i finalen ved VM i 2006 tabte til Italien, så stejler jeg – helt personligt. For jeg elskede nemlig det italienske hold, der fortjent vandt det VM i Tyskland for 11 år siden. Men fordi han lader Lasse have de tanker. Så er alt okay. Så bliver det en del af Lasses personlighed og ikke noget belærende. Og det er godt leveret.

Selve handlingen er ret simpel – og egentlig ret overfladisk, også selvom vi kommer ind i begge hovedpersoner, Lasse og Tobias, og vi berører deres respektive problemer: Lasse, der har mistet sin storebror, og Tobias, der har et skidt forhold til sin mors nye kæreste. Men handlingen er også et syn på den overlevelse og vej gennem udfordringer, som mange unge aktivt bruger i dag. I denne bog handler det om kærligheden til en sportsgren, fodbold, og det, du kan bruge den kærlighed til. Og det er der noget meget smukt og ganske lærerigt i.

”Dig & mig & Zlatan” er skrevet i et let og forståeligt sprog. Målgruppen er klart unge mennesker, måske i særdeleshed drenge eller piger, der kan forstå kærligheden til et emne, og hvordan det kan bruges som et aktiv. Men bogen er nu også sund at læse for en gammel ræv som mig. For gennem Lasse og Tobias får jeg en indsigt i unge menneskers tankegang og et håb om, at alt nok skal blive godt for både mine egne børn og deres fremtidige familier.

Bogen er en letlæselig og hyggelig oplevelse med humor, hyldest til storhed og en fontæne af håb for i morgen. Hvorfor skulle du dog ikke læse den?

Dig & mig & Zlatan, Jonas Kleinschmidt, Turbine, 145 sider, 2017.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.