// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas T. Bengtsson: Sus
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jonas T. Bengtsson: Sus

Skrevet af den 7. september 2017 – 07:54Ingen kommentarer

Sus’ far sidder i fængsel. Sus er 19 år, og venter på at han skal komme ud. Imens træner hun, skaffer våben, forbereder sig. Hun ligner en spinkel dreng, tynd, forpjusket og følelsesmæssigt forkrampet, men hun har et drive, og det lover ikke godt for hendes fædrene ophav.

Politiet forsøger at hjælpe hende med at holde faderen i fængsel, men Sus har andre planer. Planer der involverer en dealer i kørestol, en pistol, en pædofilidømt, piskefløde og en kattekilling.

Det er bestemt ikke rart, og det skal det heller ikke være. Som altid hos Bengtsson er vi på samfundets absolutte bund, i et miljø hvor rå vold er dagens valuta og sympatien for politiet og de øvrige myndigheder kan ligge på et meget lille sted.

Jeg var virkelig begejstret for Bengtssons tidligere romaner – især Submarino og Et eventyr – men må erkende at jeg er temmelig skuffet over Sus. Hovedpersonen Sus bliver aldrig en rigtig spændende karakter, og hverken hendes sårede Afghanistanveteran-bror eller hendes ven med dansker-dreadlocken får nogen betydende rolle at spille.

Romanen slutter noget abrupt – som var der en deadline, der skulle holdes – og dertil kommer at Sus er en roman med virkelig mange blanke sider, bogstavelig talt, og det format er grundlæggende bare irriterende. Vi har ventet i 6 år på nyt fra Bengtsson, men jeg ville nok hellere have ventet lidt længere og fået en bedre roman.

Jonas T. Bengtsson: Sus. 272 sider (hvoraf en stor del af uden tekst, så den reelle læsemængde er væsentlig kortere), Rosinante. 2017