// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » B-Joe: Korsvejen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

B-Joe: Korsvejen

Skrevet af den 3. september 2017 – 07:14Ingen kommentarer

I et anfald af desperat udbrændthed plyndrer den danske guitarist, B-Joe, blues-legenden Robert Johnsons grav for at skabe sig en mojo. En talisman, der jævnfør myten om Johnsons handel med djævelen skal give ham overnaturlige guitarevner.

Det lader til at lykkes, men alligevel er alt ikke helt, som det skal være. B-Joe vender tilbage til U.S.A. og Mississippi-deltaet, fast besluttet på at indsamle endnu mere af sine sorte heltes forunderlige magi, men denne gang går det galt. Han har overskredet grænsen mellem virkelighed og fantasi, tro og trolddom. Han er trådt ind i en verden med voodoo og shamanisme.

Da jeg så Peder Bundgaards omslagsillustration, vidste jeg, at denne bog måtte jeg læse. Det, for blues-fans, genkendelige motiv, stammer fra omslaget på utallige genudgivelser af Johnsons kun 29 sange. Bundgaard har været kreativ, men der er ikke noget at tage fejl af. Vi bevæger os ind på the blues. Et notorisk farligt område, især for os privilegerede, hvide, europæere, der ikke har meget forstand på hverken bomuld eller afrikansk kultur.

Derfor er det vidunderligt kæphøjt af B-joe, at give sig i lag med en af bluesens største legender – måske den største. Og kæphøj var da også et af de ord, der gang på gang sneg sig ind i min bevidsthed, mens jeg læste. Bogen er skrevet som en selvbiografi, et uddrag af B-joes liv. Fortællestilen er let krukket med alt fra referencer til græsk mytologi til knotten kritik af den danske musikpresse. Det er modigt gjort, og resultatet er en særdeles overbevisende og sammentømret historie, der til tider, når den bevæger sig over i magisk realisme eller måske endda horror, er forholdsvis uhyggelig.

B-Joe befinder sig i bluesens hjemland, men i dag er der kun reminiscenserne tilbage. De store guitarhelte fra ”dengang” er alle døde, som regel af druk, og B-Joe selv spiller i Hardinger-band, der primært består af tidligere Shu-bi-dua-musikere, der stadig spiller Hvalen Hvalborg. Derfor mindede Korsvejen mig lidt om Mezz Mezzrows Min Aske til de Sorte (Really the Blues), der udkom i 1946. Mezzrows bog er, ligesom Korsvejen, en god og letfordøjelig historie om bluesmusik og -kultur, men begge historier er også lettere utroværdige. Misforstå mig ret; Shu-bi-dua spillede glimrende, bare sjældent blues, og B-Joe er ikke fuld af løgn, sådan som Mezzrow angiveligt var, han er bare tilsvarende ude af stand til virkelig at komme under huden på blueskulturen, simpelthen fordi det er for sent.

Korsvejen leverer varen, når det kommer til stemning. Modsætningen mellem fattigdom, racisme og skydegale rednecks og musikkultur, gospelkirker og voodoo er velopstillet og meget autentisk beskrevet. Indfølingen med det amerikanske, fra det europæiske synspunkt er både kritisk og fascineret og med stort fokus på uligheden. Derfor studsede jeg en del over hovedpersonens kritik af W.C. Handy. B-Joe kalder ham ”hvid” som et skældsord, fordi Handy ifølge ham tog æren for at have opfundet the blues, og således, ligesom de hvide generelt, lukrerede på de ”rigtige” sortes slid. Meeen B-Joe er, så vidt jeg ved, pæredansk, og tjener penge ved at spille blues. Desuden har han nu skrevet en bog om en mand, der deler hans navn og profession, og som aktivt søger at lukrere på voodoo og en sort mands krop. Hvis nogen er skyldig i kulturel appropriation, er det så ikke ham selv?

B-Joe, Korsvejen, Turbine, august 201, side 261