// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Nancy Bilyeau: De tre profetier
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Nancy Bilyeau: De tre profetier

Skrevet af den 6. september 2017 – 07:20Ingen kommentarer

Hvis du er til konger, dronninger, intriger, adelige som lusker i krogene samt nonner og munke, der kæmper for deres religion, så er De tre profetier lige den rette historie for dig. Romanen er også fyldt med masser af kærlighed – både den til troen, til en partner og til vennerne – og den er ikke altid gengældt – og så er det hele drysset med lidt mystik.

De tre profetier er efterfølgeren til Den sidste nonne, som du bør starte med. Men springer du ud i bog nummer to, så bliver du holdt godt i hånden og kan godt følge med.

Historien udspiller sig i England under reformationen i 1538, hvor kongen Henrik den 8 sidder på tronen, og landet er splittet i magtkampen mellem kronen og kirken. Landet er præget af store politiske og religiøse kampe, og det er svært at vide, hvem man kan stole på.

Nonnen Joanna Stafford er blevet forvist fra sit kloster sammen med de andre nonner og munke. Hun bor i en by sammen med sine gode venner, der bl.a. tæller munken Edmund, som hun ind imellem nærer flere følelser for, end han godtage pga. sin tro. Selv har hun, i hvert fald ud af til, lagt nonnedragten, og har nu planer om at leve af at væve.

Joanna har som helt ung oplevet en stor tragedie som gjorde, at hun gik i kloster. Den familie der var skyld i hendes tragedie spøger stadig i baggrunden. Hun har også som ung fået en profeti om, at hun skal høre tre profetier, som vil ændre hendes liv. Hun er meget bange for, hvad det kan være, og undgår derfor alle situationer, som kan gøre, at hun hører profetierne. Hun kan dog ikke undgå sin skæbne, og langsomt men sikkert trækker stærke kræfter hende ind i et spind, som gør, at hun bliver hovedperson i det politiske spil, og hun hører de profetier, som hun frygter så meget. Samtidigt tager hun sig af drengen Arthur, som hun forsøger at skabe et godt liv for.

Historien er spændende, men man skal være vågen, når man læser, for der er mange personer med i romanen, hvis veje og familier krydses i fortid og nutid – hvilket præger fremtiden. Bogen blev kåret til bedste historiske spændingsroman i 2013 af Romantic Times. Den tredje bog i trilogien om Joanna hedder Den forbudte pagt og udkommer i oktober 2017.

Nancy Bilyeau, De tre profetier, Forlaget Punktum, oversat af Marie Kopp, 424 sider, september 2016