// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Erindringer, Historie

Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Skrevet af den 24. august 2017 – 08:12Ingen kommentarer

Jeg anede det ikke. 1 million kvinder deltog i 2. verdenskrig på sovjetisk side. En million.

De deltog i de traditionelt kvindelige funktioner – som sygeplejersker, vaskekoner, kokke – men også i de mere mandlige roller som snigskytter, sanitetssoldater, piloter, partisaner, matroser, artillerister – ja, de udfyldte alle roller i krigen. De var med på tilbagetoget i 1941, de var med ved Stalingrad, ved Kursk, i det nederlagsramte Tyskland – alle steder var de. Det eneste sted, de ikke har været, er i den traditionelle historieskrivning.

Det har nobelpristageren Aleksijevitj gjort op med i dette mesterværk af en bog.

I 1978, da Sovjetunionen stadig eksisterede, begyndte hun at interviewe kvinder, der deltog i den store Fædrelandskrig, og hun fortsatte i 25 år. Fra en sagte hvisken om krigen set med kvindernes øjne vokser beretningerne til et kakofonisk virvar af stemmer. De skriver til hende, kvinderne, for at endelig, endelig få lov til at fortælle deres historie. Mange har aldrig fortalt den, end ikke til ægtemænd og børn. Det er for smertefuldt, for farligt, for ødelæggende for det liv, de har forsøgt at bygge op siden krigen sluttede.

Svetlana Aleksijevitj drager landet rundt for at lytte, og da de først kommer til orde kan de ikke holde op. De fortæller om nedbrændte landsbyer, døde soldater og umenneskelige lidelser og tab. De fortæller om kærlighed og venskaber, om stolthed og glæde. De fortæller om glæden ved at finde en blomst på en slagmark og fornøjelsen ved at høre en tyskers kranie bliver knust under tankvognens larvefødder. Om et barns sko på en askedynge, om at udstå tortur og om venners og familiers død.

Og de fortæller om hverdagen i krig, kvinders hverdag, der på så mange måder er anderledes end mændenes. Om hvordan man tackler menstruationer i en partisankrig, når man bor i jordhytter. Om at snige sig til lidt læbestift, om at sy tørklæder og om en tilværelse, der er indrettet på mændenes præmisser. Om kun at kunne få støvler i alt for store størrelser og om at dø for fædrelandet iført herreundertøj. Om mandlige soldater, der ikke kan acceptere deres kvindelige kolleger, og om dem, der er stolte over kvindernes tilstedeværelse. Om sult og kulde og myg og afsavn. Om blod og mere blod og endnu mere blod og skrigene fra de sårede.

De har mange forskellige grunde til at befinde sig i krigen. Nogle kom til krigen, løb hvervekontorerne på dørene i ungdommelig iver for at kæmpe for moder Rusland og kammerat Stalin. Nogle blev hentet af krigen, fordi nazisterne marcherede ind i deres landsbyer og de måtte flygte ud i skovene og tilværelsen som partisan. Alle er de mærket af krigen, og alle måtte de sande at én ting var krigen – en anden var freden. Sejren.

Nogle af kvinderne vender hjem til en taknemmelig familie. Andre har intet at vende hjem til. Nogle oplever at baglandet, dem der blev tilbage, foragter og truer dem, da de vendte hjem. At det var pinligt at have været en kvinde i krig, at de bliver mistænkt for at have forført de mange mænd ved fronten. At de var soldaterhorer og ikke kampsoldater, læger eller telegrafister. Aleksijevitj får alle stemmerne med. De sjove historier, de triste, de angste og de rædselsfulde. Der er flest af de sidste.

Det er et rystende, mageløst værk. Et vindue mod en krig, der huskes for store slag og udryddelser, men ikke for de små hverdagsbilleder, der også var krigen. Krigen har altid haft en mandlig stemme, et mandligt ansigt med fortællinger om slag og våben og sejr og nederlag, men først nu får den et kvindeligt.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en hyldest til alle de kvinder (og mænd, faktisk), der satte liv og lemmer på spil for deres land, familie og deres (kommunistiske) tro. Ingen ved præcist, hvor mange kvinder, der faldt for Sovjet – eller for de øvrige lande, men det var flere hundrede tusinde. De fortjener vores respekt, de fortjener at vi husker dem og hvad de udholdt.

De fortjener denne bog, og de fortjener at den bliver læst.

Der udgives til stadighed nye bøger om 2. verdenskrig, men sjældent nogen der er så originale eller vigtige som Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Forfatteren har fortjent modtaget nobelprisen og Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en af de absolut bedste bøger, der er udkommet inden for de senere år.

Den bør læses af alle: læs den fordi du interesserer dig for historie, fordi du interesserer dig for 2. verdenskrig, fordi du interesserer dig for hvad mennesker kan klare og udholde, for det menneskelige sind eller simpelthen bare fordi du sætter pris på stor litteratur. Men læs den!

Forfatteren besøger Louisiana Literature i perioden d. 24. – 27. august 2017.

Svetlana Aleksijevitj, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, 2015, Forlaget Palomar.