// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Ole Sauerberg: Amerikansk litteratur 1945-2015
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Amerikansk

Lars Ole Sauerberg: Amerikansk litteratur 1945-2015

Skrevet af den 30. august 2017 – 07:12Ingen kommentarer

Med Lars Ole Sauerbergs ”Amerikansk litteratur 1945-2015” har vi nu den på dansk den første samlede amerikanske litteraturhistorie om perioden fra 2. Verdenskrig til Obamas præsidentskab.

Sauerberg er dr. phil. og professor i engelsksproget litteratur ved Syddansk Universitet, og gennem en årrække har han virket som anmelder ved JyllandsPosten. Han er en næsten ufattelig belæst herre, og i denne litteraturhistorie jonglerer han imponerende på tværs af genrerne med prosa, drama og lyrik.

Bogen er inddelt i kapitler, der hver dækker en 10-årig periode med udgangspunkt i verdenskrigens aftryk på den amerikanske litteratur. Hvert afsnit indledes med en introduktion til samfundsudviklingen og de vigtigste politiske begivenheder, så de litterære strømninger ses i relation til det omgivende samfunds udvikling.

Forfattere og værker er inddelt ud fra deres tema, hvor handlingen udspilles og etnicitet. Nogle værker får kun ganske få ord med på vejen, mens andre refereres og vurderes, og endelig er de værker, der er værdige til de lange omtaler med grundige perspektiveringer. I sine valg afslører Sauerberg naturligt nok, at noget ligger tættere på hans hjerte end andet.

Denne struktur giver værdi for de læsere, der søger inspiration til læsning og et hurtigt overblik over det enorme emneområde. Men det giver også en vis ærgrelse, for det er jo ikke sikkert, at ens egne kæpheste har fået den ”fortjente” plads. Sådan er det eksempelvis med kriminallitteraturen, hvor bogens forfatter kun lige skraber overfladen. Det kan undre lidt, da den amerikanske krimigenre udviklede sig eksplosivt i den behandlede periode og inspirerede forfattere i mange andre lande.

Et andet fravalg, der undrer mig, er tv-dramaet. Igen et område, der er blevet voldsomt fornyet fra 1945-2015 i et frugtbart samspil mellem forfattere, instruktører og producenter. Det er svært ikke at se tv-dramaet som en del af det litterære univers, men her vælger Sauerberg at se den anden vej. Krimien, tv-dramaet og den øvrige massekultur må man lede efter andre steder, og det giver bogen en slagside over mod det mere finkulturelle litterære univers.

Men ingen tvivl om, at der er masser at hente i ”Amerikansk litteratur 1945-2015”, som giver én lyst til at kaste sig over mange af de litterære perler i de 70 år, der er bogens fokus.

Lars Ole Sauerberg: Amerikansk litteratur 1945-2015. Syddansk Universitetsforlag. 384 sider. Juni 2017.