// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jørgen Leth: Guldet på havets bund
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Erindringer, Journalistik

Jørgen Leth: Guldet på havets bund

Skrevet af den 19. august 2008 – 15:43Én kommentar

Lige så megen omtale der var af første del af Jørgen Leths erindringer, ”Det uperfekte menneske”, ligeså lidt omtale var der, da andel del, ”Guldet på havets bund”, udkom i starten af året – selvom værket bar undertitlen ”Det uperfekte menneske/2”. Selv opdagede jeg først bogens eksistens, da jeg ved frisøren for nylig læste en anmeldelse i et gammelt mandeblad.

To’eren rummer ingen historier om narkosmugling eller sexslaver, men det betyder ikke at der er skruet helt ned for historier om diverse sexeskapader med yngre kvinder, som kan forarge mere snerpede læsere.

”Guldet på havets bund” består, ligesom ”Det uperfekte menneske” af en række af hinanden uafhængige scener fra Jørgen Leths begivenhedsrige liv. Ikke i tematisk eller kronologisk rækkefølge, men derimod i den orden som Leth kommer i tanke om den – sådan som det også er tilfældet i hans Tour de France-hyldestbog ”Den gule trøje i de høje bjerge”, hvor 25 års tour-historie flyder ud af siderne i vilkårlig rækkefølge. I ”Guldet på havets bund” fortæller Leth i øvrigt historien om hvor rasende han blev, da han afleverede det sidste kapitel af ”Den gule trøje…” til Gyldendal, og de formastede sig til at sige, at nu ville de redigere og finpudse bogen. Nej, fandme nej. Værket var færdigt som det skulle være, lød det fra kunstneren.

Den mest interessante historie er Leths egen fortælling om de hektiske dage og uger i efteråret 2005, hvor ”Det uperfekte menneske” udkom og han blev hængt ud på især Ekstra Bladets forside, men også blev lyst i band af Politiken med lederen ”Liderbasse”.

Også historien om arbejdsgangen under hans og Lars von Triers arbejde med filmen de fem benspænd er særdeles interessant og morsom læsning. Det samme gør sig gældende med Leths betragtninger om Tour de France anno 2006 og 2007, hvor Leth klart støtter op om Michael Rasmussen. Hans kapitel om sit makkerskab med Jørn Mader er desuden pragtfuld læsning for en gammel Mader & Leth-fan.

Personligt synes jeg derimod at fortællingerne om diverse kup på Haiti fylder for meget. Cirka halvdelen af de 424 sider går med dette i den ene eller anden afskygning. Historien om den danske kaptajn, der sidder fem måneder i haitiansk fængsel er uhyre interessant, og stiller Udenrigsministeriets reaktion på ”Det uperfekte menneske” i perspektiv. Men resten bliver en anelse trivielt, da vi også hørte rigeligt om Haiti i første bog.

Noget han til gengæld skøjter meget let henover er hans forhold til sine børn og ekskoner. Hvilke tanker gør han sig i bagklogskabens lys omkring det faktum at han efterlod mange af dem til fordel for eventyr og hurtige kvindebekendtskaber? Og hvordan reagerede familien på balladen i kølvandet på første bog?

Lige så åbenhjertig og selvudleverende Leth er med hensyn til sine eskapader med unge kvinder, lige så tillukket er han, når det handler om der hvor det virkelig gør ondt – og hvor man må formode at han har såret en hel del mennesker gennem tiden.

Når man som Leth er en ordvirtuos af allerhøjeste karat, så er det ikke svært at bruge mange smukke ord og sætninger på at beskrive hvad man oplever. Og når man som Leth har rundet de 70 år, har man oplevet meget. Der er derfor sikkert minder gemt i Leth til at fylde endnu en 400-siders bog, men om den kommer tvivler jeg på.
Her kunne han passende åbne mere op for følelsesregisteret omkring det der virkelig gør ondt. Som digter og kunstner burde han om nogen være i stand til at gøre det uden at det blev patetisk og sjæle-udkrængende på grænsen til det kvalmende.

Men mere end 1000 siders selvbiografi er nok lige i overkanten – selv for Leth. Og med to’erens begrænsede omtale, er det tvivlsomt om der ville være økonomi i en tre’er. Desuden har man som læser også fået sin kvote af ”flirt med unge kvinder” og ”Haiti-ballade” i 1’eren og 2’eren.

Som Jørgen Leth-fan kan jeg derimod sagtens klare mange flere film og cykelfortællinger fra hans hånd. (Giv os så den Fausto Coppi-film!!).

Hvor vil jeg hen med denne her snak? Jo, ”Guldet på havets bund” er endnu en omgang læseværdige minder fra Jørgen Leths indholdsrige liv, og vi er endnu ikke kommet derud hvor han tærsker langhalm på begivenheder eller medtager ligegyldigheder. Så hvis man kunne lide ”Det uperfekte menneske”, skal man ikke snyde sig selv for ”Guldet på…”, men husarerne må indstille sig på at der ikke er nogen sexslave-beskrivelser i denne ombæring.

Jørgen Leth: Guldet på havets bund. Gyldendal 2007, 424 sider.