// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sebastian Bune: Min familie
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Sebastian Bune: Min familie

Skrevet af den 14. august 2017 – 07:24Ingen kommentarer

Gymnasielærer Sebastian Bune romandebuterer med romanen Min familie og det har været vigtigt for ham at understrege, at der ikke er tale om hans egen familie, og at der ikke er tale om en selvbiografi, selvom han selv er vokset op i en familie med vold. Romanen er dog blevet til med udgangspunkt i hans eget miljø og erfaringsgrundlag.

Jonathan bor sammen med sin mor og hendes ubehagelige og lunefulde kæreste Leon, der både slår og terroriserer i hjemmet. Senere får de sammen drengen James, som Jonathan elsker højt og vil gøre meget for at beskytte. I perioder stikker moren af sammen med drengene, men gang på gang finder hun sammen med Leon igen.

“Mor og Leon sover i stuen. De går begge to hjemme nu. Leon har ikke haft et arbejde i lang tid, og mor kan heller ikke finde et, så de bruger dagene på at se fjernsyn og ryge smøger.”

Det er en roman om en familie på kanten af samfundet med voksne, der oftest står udenfor arbejdsmarkedet. En roman om en familie med få midler, begrænset overskud, dårlig evne til konflikthåndtering og manglende evne til at sætte sig i barnets sted. Det er en vigtig roman, der kredser om nogle af de samme problematikker som den meget roste Hvis der skulle komme et menneske forbi uden at den dog er lige så rørende og gribende.

Det er fortællingen om den ensomhed børn oplever, når familien lever uden ret meget kontakt til omverdenen. Det er også den barske fortælling om angsten for vold, for selve volden og fortællingen om barnet, der skal være den voksne, når de voksne ikke er det. I en periode ønsker Jonathan at bo hos sin far og hans kæreste Eva (der modsat Jonathans mor ikke er nervøs og afhængig af en Gud). Men af hensyn til sin lillebror vælger han at blive i hjemmet. Hvad kan der ikke ske med lillebror, hvis Jonathan ikke er der?

Romanen er let at læse med overskuelige korte kapitler og man følger gerne Jonathan i hans opvækst og i hans bekymringer og tanker. Jonathan er romanens fortæller og det er således barnets verden vi færdes i, og det er godt. Vi følger ham over flere år og jeg kunne godt ønske mig en tydeligere udvikling i fortællestemmen og dermed en større forskel på det lille barns stemme i forhold til den store teenagers fortællestemme. Men når det er sagt, er det en god roman og jeg er sikker på, at læsere vokset op i sårbare familier vil kunne spejle sig i Jonathans fortælling.

Sebastian Bune: Min familie, Lindhardt og Ringhof, August 2017, 207 sider.