// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Han Kang: Vegetaren
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Han Kang: Vegetaren

Skrevet af den 11. august 2017 – 07:00Ingen kommentarer

”Før min kone blev vegetar, havde jeg altid tænkt på hende som værende fuldkommen upåfaldende i enhver henseende.” Sådan begynder hr. Cheongs fortælling om hans kones hastige deroute fra stille koreansk husmor udi vanviddets afkroge.

Han forstår hende ikke, og har aldrig gjort det. Han ønsker det heller ikke, for det eneste han ville, var en traditionel, upåfaldende kone, der ikke gjorde væsen af sig. Det fik han ikke, og det tackler han og hendes familie gennemgående ret dårligt i Han Kangs foruroligende roman Vegetaren.

Hustruen hedder Yeong-hye, og hendes livsoprør er ikke højtråbende, men konstant. Da hun ingen hjælp får, bevæger hun sig langsomt, men sikkert længere ud af forstandens vildveje. I stedet for at forsøge at forstå, hvad der sker med hende, vælger familien enten tvang (faren) eller udnyttelse (svogeren).

Vegetaren er historien om sydkoreanske knudemænd, et patriarkalsk samfund og en kvindes ensomme vandring væk fra normaliteten og ind i galskaben. Mændene i hendes liv er gennemgående ligeglade med hende, for dem handler det om ikke at tabe ansigt, om at fastholde magten over hende. Det er kun Yeong-hyes søster, der for alvor bekymrer sig om hende.

Vegetaren er et opråb om et land, der på den ene side er moderne og i hastig forandring, men på den anden side stadig hænger fast i gamle traditioner og kønsroller. Det er en fascinerende og foruroligende roman om sindets krinkelkroge og et fremmedartet samfund, hvor der hverken er plads eller forståelse for dem, der bevæger sig på og over kanten.

Han Kang: Vegetaren. Gyldendal, 2017. 192 sider, oversat af Juliane Wammen