// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søndagsmanden, Thomas Kanger
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi, Roman

Søndagsmanden, Thomas Kanger

Skrevet af den 18. august 2008 – 21:24Ingen kommentarer

Søndagsmanden er den første bog på dansk i Elina Wiik serien. Det er dog den fjerde bog i selve serien, men forlaget har af mystiske årsager ikke valgt at oversætte de første tre bøger fra svensk. I løbet af bogen introduceres man selvfølgelig mere og mere til bogens hovedperson – nemlig den noget uortodokse og selvstændige kriminalinspektør Eline Wiik. Det går dog, men jeg synes, at man sidder med en fornemmelse af, at man er gået glip af noget fra de andre bøger. Det er lidt ligesom at være til fest, hvor alle andre kender hinanden godt fra tidligere fester, men hvor man ikke selv har mødt en eneste før.

Søndagsmanden handler om kapløbet med tiden for at løse en gammel mordgåde. Elina Wiik sætter sig for at opklare mordet på en ung svensk kvinde, som blev fundet myrdet for næsten 25 år siden. Hvis morderen skal dømmes skal sagen opklares inden forældelsesfristen, som netop indtræder efter 25 år. Som læser bliver man mere og mere grebet som tiden skrider frem og man glædes over Elina Wiiks iver efter at løse opgaven – til trods for at hendes chef er imod, at der bruges ressourcer på en sådan sag.

Samtidig med opklaring af mordet følger vi en ung kvinde, som forsøger at finde sine rødder. Hun slår pjalterne sammen med en ung fyr, hvis tilværelse konstant er på kanten med loven og sammen med de to bliver læseren sendt på en længere rejse gennem fjerne egne i Sverige og Norge.

De to historier bliver gradvist flettet mere og mere sammen og man aner, at der er en klar sammenhæng mellem det gamle mord og en ung forældreløs kvinde. Mere vil jeg ikke afsløre her.

Bogen er skrevet i et simpelt sprog. Forfatteren fortaber sig ikke i ligegyldige detaljerede beskrivelser, som det indimellem ses ved andre krimiforfattere. Alt i alt en god krimi, men det generer mig, at der ikke er læst ordentlig korrektur. Dog er det er kun et spørgsmål om tid førend jeg begiver mig i gang med ”Englebjerget” som er næste bog i rækken.

Thomas Kanger, Søndagsmanden, Politiken 2008, 288 sider