// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » JP Delaney: Kvinden før
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Spænding

JP Delaney: Kvinden før

Skrevet af den 2. juni 2017 – 09:45Ingen kommentarer

Et arkitekttegnet hus, en excentrisk husejer med en tragisk fortid og en masse ekstreme husregler. JP Delaney lægger op til den helt store psykologiske thriller.

Jane har været ude for en tragisk hændelse og har stærkt brug for luftforandring. Så da hun får chancen for at flytte ind i en arkitektegnet, minimalistisk og prisvindende lejlighed på One Folgate Street i London, griber hun den. Det er dog ikke helt nemt at blive godkendt som lejer. For at komme i betragtning, skal hun besvare et spørgeskema med 35 spørgsmål, og skrive under på en kontrakt med 200 absurde regler og forbehold. Alle forbundet med One Folgate Street, og udarbejdet af ejeren, arkitekten Edward Monkford.

Efter et personligt møde med Edward Monkford bliver Jane valgt som ny lejer. Hun er ovenud lykkelig og føler sig enormt heldig. Det bliver kun bedre, da hun indleder en affære med Edward. Nu har hun One Folgate Street OG manden. Men er det hele så rosenrødt? Og hvem har boet på One Folgate Street før hende?

Efter kort tid finder Jane ud af, at den tidligere lejer var en kvinde, som havde en forbavsende lighed med Jane. Hun hed Emma, og døde under mystiske omstændigheder på One Folgate Street. Efterhånden som Jane afdækker det ene mysterium efter det andet om kvinden Emma, begynder hun at føle sig overvåget og i fare. For hvad skete der egentlig med Edwards kone og barn? Hvad ville et barn gøre ved den excentriske Edward Monkfords livsstil, udover at være i vejen?

Bogen veksler mellem de to kvinder. Emma i fortiden og Jane i nutiden. Beskrivelserne af dem er lidt for stereotype, og gør det svært at fatte sympati for dem. Derimod er lejligheden på One Folgate Street beskrevet så detaljeret, at man som læser kan se og føle kulden i den minimalistiske livsstil. Jeg kunne mærke angsten trænge ind under huden på mig flere gange ved tanken om lejlighedens lydisolerede hvide rum.

JP Delaney er et pseudonym, så det er ikke til at vide om det er en mand eller kvinde, der har skrevet bogen. Plottet var efter min mening lidt for gennemskueligt, selvom jeg fandt idéen interessant. Den er endnu en Domestic Noir bog med ordet ´Kvinden´ i titlen og bliver derfor sammenlignet med Kvinden i toget. Selvom den aldrig helt kommer op på samme niveau, ender den alligevel med at være god underholdning.

JP Delaney: Kvinden før, Lindhardt og Ringhof, 399 sider, maj 2017