// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lisa Strømme: Jordbærpigen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Lisa Strømme: Jordbærpigen

Skrevet af den 1. juni 2017 – 09:31Ingen kommentarer

Edvard Munch. Skandaløs, forkætret og elsket. Det sidste især efter sin død. I levende live fyldte skandalerne mest, og hans ekspressionisme var ikke populær. I dag sælges hans hovedværker for trecifrede millionbeløb.

Munch tilbragte i lighed med andre malere mange somre i den lille by Asgårdstrand, hvor fjorden skaber et særligt lys. I denne idyl bor fattige Johanne året rundt, men da hun går med malerdrømme bliver hun tiltrukket af malerne og deres kunst, ja, hun står engang imellem ganske ærbart model hos nogle af de fine malere.

Det er Johanne, der er Jordbærpigen, den yndige norske sommerpige, skildret af Norges svar på Skagensmalerne. Edvard Munch, derimod, må hun ikke tale med, hans lastefulde opførsel og fremmedartede billeder er ikke noget for hende – mener hendes mor.

Johanne bliver hyret som tjenestepige for en admiral og hans familie, der også er sommergæster i området. Den yngste datter med kælenavnet Tullik er egenrådig, ustabil og selvoptaget, og hun fascineres af Edvard Munch og hans lunefulde sind. Hurtigt forelsker Tullik sig i Munch, og Johanne bliver tvunget til at være vidende medhjælper til Tulliks korte, forbudte og lastefulde kærlighedshistorie.

Samtidig skal Johanne gøre op med sig selv, om hun vil søge kunsten og friheden hos malerne eller om hun skal vælge den sympatiske fisker Thomas….

Jordbærpigen er letlæst og ukompliceret. Det er en fin sommerferieroman – ikke mindst hvis turen går til Norge – men heller ikke mere end det. Personlighederne er en smule karikerede og savner troværdighed. Det gælder de to hovedpersoner, Tullik og Edvard Munch, vis kærlighedshistorie skal være drivende for romanen, men som bare forekommer en smule tyndslidte og hysteriske.

Lisa Strømme: Jordbærpigen. HarperCollins Nordic. 336 sider, oversat af Dorte Klyvø. Udkommer 1. juni 2017