// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab

Skrevet af den 21. maj 2017 – 07:35Ingen kommentarer

At læse Geir Gulliksen nyeste bog Historie om et ægteskab er som at dykke ned i en moderne version af Bergmans Scener fra et ægteskab. I Gulliksens bog bliver et ægteskab blottet til dets inderste. Vi hører Jons fortælling om, hvordan konen Timmy tænkte og følte i tiden op til, at hun forlod ham.

Jon og Timmy elsker hinanden. De lever sammen i et moderne forhold. De er lykkelige, de har ofte sex, og de fortæller hinanden alt. Jon går hjemme. Han skriver bøger, passer hus og laver mad. Timmy er læge og er ofte ude og holde foredrag. De joker ofte med, at Jon er Timmys ”lille kone”, og han nyder at være den, der tager sig af hende og familien.

Timmy møder Harald til et foredrag, hun holder. Det første hun gør, er at gå hjem og fortælle Jon om ham. Timmys og Jons ægteskab er ikke et af den slags, hvor man sætter grænser for hinanden. Jon opfordrer hende til at tage kontakt til Harald, som de kalder Handsken, hvis hun møder ham igen. Det gør hun, og hun begynder at mødes med ham. Dog helt platonisk. De dyrker den ene sportsgren efter den anden, og hun fortæller altid Jon om møderne bagefter. Jon begynder at nævne Handsken i deres sexlege. Det gør dem begge ophidsede at tale om, hvad Handsken kunne gøre ved Timmy, mens Jon kiggede på. Jon fremskynder mere kontakt mellem Timmy og Handsken. Så meget, at grænserne bliver skubbet. Indtil de ikke længere er der.

Deres ægteskab begyndte med en stormende forelskelse. Sidenhen blev det et nært venskab, med familien i hovedsædet. Noget de altid havde været stolte af. Men var det Jon, der havde misforstået deres kærlighed? Var de alligevel ikke så lykkelige, som han gik og troede, at de var?

Historie om et ægteskab er en interessant historie om et ægteskab. Hvor meget frihed skal man give sin partner, uden at skubbe hende i favnen på en anden mand? Bogen har givet anledning til stor debat i Norge, da Geir Gulliksens ekskone mente, at han havde stjålet hendes identitet. Historie om et ægteskab giver en spændende vinkel på et ægteskab, og er en yderst læseværdig roman.

Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab, Forlaget C & K, 183 sider, marts 2017