// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Benedikte Lyager Frederiksen: Fanget i en tidslomme
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Benedikte Lyager Frederiksen: Fanget i en tidslomme

Skrevet af den 26. april 2017 – 06:44Ingen kommentarer

I bogen Fanget i en tidslomme følger vi Annie, som lever i et gammelt hus sammen med sin mand Steen og deres tre døtre. En dag, hvor alle tre døtre er hjemme hos veninder, overrasker Annie og Steen en indbrudstyv i deres hjem, og det ender fatalt med, at Annie bliver stukket i halsen med en kniv. Hun bliver indlagt og lagt i koma, hvor hun svæver mellem liv og død. Et af temaerne i bogen er, at man skal huske at leve og sætte pris på dem man elsker – og sige det til dem. For lige pludseligt kan det være for sent.

Mens Annie ligger i koma, rejser hun tilbage i tiden til selvsamme område, som hun bor i nu. Året er 1913 og hun kommer til en landsby hvor hun møder en lille familie, der består af Matt og Katrine og deres to små drenge Knud og Søren. De hjælper hende med husly, mad og tøj. Det er de to drenge, der finder hende ude i en skov, og da hun ikke kan huske noget – ikke en gang sit navn, så kalder de hende Eva. Hun har svært ved at tale fordi hendes hals i fremtiden er skadet af knivstikket, så i den første tid taler hun meget lidt og stammende.

Da Annie efter nogen tid rejser fra familien, møder hun den kvinde, der bor i hendes hus, Anine. Hun er en sypige men også en slags klog kone, der kan helbrede med urter. Hun får sat skik på Annies hals, så hun kan tale ordentligt igen. Anines far har været med til at bygge den nærliggende kirke, men han døde under mystiske omstændigheder. Annie og Anine sætter sig for at efterforske, hvad der egentligt skete. Der følger flere mord, så det er svært for Annie og Anine at vide, hvem de kan stole på. Det viser sig også, at der er en underjordisk gang fra kirken og til Anines hus – måske den gemmer på nogle svar?

Undervejs på sin rejse i fortiden møder Annie forskellige mænd, som hun bliver interesseret i og lader sig forføre af – eller selv forfører. Den sidste er præsten i kirken, som hun bliver meget forelsket i, og som også bliver forelsket i hende. Men det er et umuligt kærlighedsforhold, for Annie begynder langsomt at huske sin fremtid, der indeholder en mand, som hun elsker og vil tilbage til. De erotiske scener fylder for meget i historien efter min smag. Til gengæld mangler jeg lidt mere om selve det at rejse i tiden, som jeg synes er et meget spændende emne til romaner.

Rent sprogligt generede det mig, at der mangler noget på korrektursiden – og at Annie i den første tredjedel af bogen ikke kan tale ordentligt pga. knivstikket i halsen. Det viser forfatteren ved fx at bruge (flere) dobbeltkonsonanter og punktummer, som fx jjj…jeg. Det bliver lidt langsommeligt at læse.

Det er en stor præstation at skrive en bog og få den udgivet. Det har Benedikte Lyager Frederiksen formået, og når man læser hendes tak bagerst i bogen, kan man se, at det er en gammel drøm, der er gået i opfyldelse – og et løfte til en onkel som nu er indfriet.

Benedikte Lyager Frederiksen, Fanget i en tidslomme, Trykværket, 217 sider, september 2016