// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søren Mosdal: Metrozone
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Tegneserie

Søren Mosdal: Metrozone

Skrevet af den 3. maj 2017 – 07:49Ingen kommentarer

Jorden er gået under, og menneskeheden forsøger at overleve. Sådan er det tit i science fiction, og i Søren Mosdals dystopiske tegneserie er menneskerne bogstaveligt talt gået under jorden. 10.000 mennesker forsøger at overleve i metrotunnelerne under storbyen Aurinko (som har mange ligheder med Paris), efter klimaforandringerne har druknet overfladeverdenen og uvejrene raser.

Magthaverne har etableret sig i sikkerhed på overfladen (sic), mens almindelige mennesker med tomme øjne må tage til takke med at klumpe sig sammen i en udsigtsløs lediggang under jorden. Pigen Nikki får tiden til at gå med arkadespil og med at hænge ud med sine venner. En dag dukker hendes bror op. Han har været forsvundet, kidnappet af magthaverne og er omdannet til en biomekanoid: en mellemting mellem Hulk og Terminator. Men noget er gået galt, for broren har bevaret noget af sin menneskelighed, og er nu vendt tilbage til underverdenen for at redde sin søster inden lugerne brister og vandet oversvømmer metrosystemet og de mange mennesker.

Herfra går kampen med og mod den etablerede modstandsbevægelse for at nå frem til magthaverne inden katastrofen. Der er mange fjender, der skal uskadeliggøres, og Nikki og hendes bror går fra den ene slåskamp til den anden i de faldefærdige metrotunneler.

Det kommer altsammen i grelle farver, med rå vold og billedrammer skåret op på kryds og tværs. Menneskerne er grimme, kantede og obskure. Tegningerne taler deres tydelige, ubehagelige sprog: vi er i en giftig fremtid uden håb. Der er lidt Bladerunner møder Ninja Turtles over det, også over stregen.

Jeg kan godt lide en god science fiction – også selv om forfattererne ikke altid har den fornødne respekt for eller kendskab til naturlovene. Jeg synes også arkadespil rammer tegneserie-temaet er ret godt tænkt, og sortsyn og dystopier er lige mig. Men jeg synes alligevel ikke, at Søren Mosdals Metrozone er rigtig god. Der er simpelthen for store huller i plottet, for lidt interesse for hvordan personerne lever, for mange løse ender og for lidt indlevelse til at historien fanger mig. Mosdal skal dog klart skal have point for plottwistet til allersidst, selvom det ikke helt er nok til at redde en lidt ujævn tegneserie.

Søren Mosdal: Metrozone. Forlaget Fahrenheit, 2017, 140 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.