// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Samantha Schweblin: Redningsafstand
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Samantha Schweblin: Redningsafstand

Skrevet af den 21. april 2017 – 08:20Ingen kommentarer

Hvor langt væk tør du gå fra dit barn, og håbe på at kunne nå det, inden katastrofen rammer? Hvad er redningsafstanden for dig? Samantha Schweblin har skrevet en skæbnesvanger roman, om en mors værste frygt.

Redningsafstand handler om at stole blindt på et andet menneske. Og om forgiftningen af en lille argentinsk landsby.

Amanda ligger svag og desorienteret på hospitalet med drengen David ved sin side. Han er ikke hendes søn. Faktisk ved hun ikke hvem han er. Hun ved ikke hvad, der er hændt hende. Hun var på ferie med sin lille datter. En ferie, der blev afbrudt. Men af hvad? Og hvor er hendes lille pige Nina henne? Hvad er historien om den forgiftede bæk og de lastbiler, der kommer til byen fyldt med store dunke? Og hvad er der med ormene? David nævner hele tiden ormene. De er overalt.

Jeg har aldrig før læst en bog som denne. De små faresignaler, der er strøet ud over hele bogen, fik det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Amanda træffer nogle valg, som får uigenkaldelige konsekvenser. Bogen er skrevet som en dialog mellem Amanda og drengen David. Det virker til tider som en samtale, hun har med sig selv i febervildelse. Det kan forvirre lidt i starten, og jeg måtte læse de første kapitler et par gange, før det faldt på plads. Når det er sagt, er det en bog, der sidder i kroppen længe efter den er læst. En bog der tigger om at blive genlæst.

Redningsafstand er nomineret til Man Booker International Price 2017, og er Samantha Schweblins første roman, der er udkommet på dansk.

Samantha Schweblin: Redningsafstand, Gyldendal, 120 sider, marts 2017