// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jacob Riewe og Simon Væth: Isskraberen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Billedbog

Jacob Riewe og Simon Væth: Isskraberen

Skrevet af den 19. april 2017 – 17:57Ingen kommentarer

Hvad sker der, når man bliver storebror, og man pludselig skal være en stor dreng og passe på sin lillebror? Hvad hvis man selv vil passes på, selvom man prøver på at være stor og fornuftig? Jacob Riewe har skrevet en fin lille historie om det at blive storebror.

Jacob er en stor dreng. Han hjælper sine forældre med alt muligt. Hjælper sin lillebror Kasper i tøjet, når de skal ud af døren. Og han kan også selv tage sin sele på i bilen. En morgen, da hans mor har glemt nøglerne til sit arbejde, spørger hun, om han kan kigge efter Kasper, mens hun henter dem. Og selvfølgelig kan Jacob det. Det er i hvert fald det, han selv tror.

Jacob sidder i bilen og venter på sin mor. Kasper sidder i autostolen og leger med en isskraber. Ventetiden synes lang, og pludselig føler Jacob, at han er for lille til at skulle passe på sin lillebror. Han ved nemlig slet ikke hvad han skal gøre, hvis der sker noget med lillebroren. Langsomt sniger frygten sig ind på Jacob, gråden trænger sig på, og tårerne triller ned ad kinderne på ham. Han er slet ikke så stor, som de tror. Da moderen kommer tilbage, bliver han flov over sig selv. Hun var jo kun væk et øjeblik, så hvorfor gik han i panik? Hurtigt giver han sin lillebror skylden. Men det giver ham kun dårlig samvittighed.

Isskraberen er en sød historie om søskendekærlighed og om at blive stor. Det er en fortælling, der vil egne sig til højtlæsning for store børn i børnehaven. Især for dem, der selv har små søskende, men også for børn uden. Den er et godt udgangspunkt for en snak om emner som ansvar, omsorg og skam. Bogen er flot illustreret af Simon Væth.

Jacob Riewe og Simon Væth: Isskraberen, Eksistensen, 32 sider, februar 2017