// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Edward Rutherfurd: Nyskoven
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Edward Rutherfurd: Nyskoven

Skrevet af den 28. april 2017 – 07:10Ingen kommentarer

Da normannerkongen William Erobreren gør et område i det sydlige England til et jagtområde under kronen – en såkaldt nyskov – sikrer han ikke kun en skov til jagt og tømmer, men bevarer også en helt særlig livsstil for områdets beboere. I Nyskoven kan man nemlig kun i begrænset område dyrke jord, i stedet lever man af skovdrift, jagt og ikke mindst de mange husdyr, der får ret til at græsse i skoven. De mest kendte er New Forest ponyerne, som alle hesteinteresserede vil have hørt om.

Det er denne skov og dens beboere, der danner rammen om Edward Rutherfurds roman Nyskoven. Igennem knap 1000 år fortælles skovens historie og dermed også Englands historie. Vi følger en håndfuld familier gennem årene, og hver især repræsenterer de en type af mennesker i området: de adelige, købmændene, smuglerne, skovriderne, myndighederne – høj og lav, rig og fattig.

Her er de store, engelske begivenheder – en konges død, truslen fra den spanske armada, the glorious revolution – fortalt med udgangspunkt i høj og lav i den sydengelske skov. Men her er også de mindre begivenheder, dem der kun vedrører den ældgamle skov og de mennesker, der bor her. Små tidsbilleder, store begivenheder – altsammen mesterligt fortalt.

Det er et genialt fortællertrick, som Rutherfurd bruger i Skoven. Med et geografisk sted som udgangspunkt og en håndfuld familier som faste hovedpersoner fortælles om 1000 års historie på en underholdende og vedkommende måde.

Rutherfurd undgår den klassiske fejl med at ville have det hele med, og udvælger i stedet en håndfuld punktnedslag i historien og de enkelte familier. De enkelte tidsbilleder kan næsten læses for sig, men hvorfor skulle man det, når de tilsammen giver så helstøbt en fortælling. Vi møder blandt andet den normanniske adelskvinde Adele, hvis skæbne bliver påvirket af et kongedrab i Nyskoven. Munken Adam, der ramler ned i to familiers stridigheder om en pony. Mrs Grockleton, der er som taget ud af en Jane Austen-roman, kunstneren Minimus Fursey og kampen for at bevare Nyskoven i 1800-tallet, da moderne skov(rov)drift ellers er ved at tage over.

Undervejs får man uvilkårligt sympati for de mennesker, der tilbringer deres liv i skoven. Nogle af dem får revet livet op med rode af udefrakommende begivenheder, for heller ikke i nyskoven kan man gemme sig for de store omvæltninger, krige og borgerkrige, der er en del af engelsk historie. Andre kæmper “bare” med kærlighede, med at forsørge deres familie og med at passe på den arv, livet i nyskoven også er.

Nyskoven er en nyoversættelse af The Forest, der udkom på engelsk i 2000, og som tidligere har heddet Skoven på dansk. Hvorfor forlaget har valgt en nyoversættelse ved jeg ikke, men de skal være mere end velkomne, for Nyskoven er historieformidling i topklasse. Rutherfurd har skrevet en stribe historiske romaner i samme stil om bl.a. New York, Paris og Dublin, og de er helt klart kommet på min læse-liste.

Edward Rutherfurd: Nyskoven. To bind på hhv 415 og 430 sider. Forlaget Turbulenz, 2017. Oversat af Birgitte Brix.