// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anna-Lena Joners Larsson: Nazitøsen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Erindringer

Anna-Lena Joners Larsson: Nazitøsen

Skrevet af den 20. april 2017 – 07:24Ingen kommentarer

Der ligger en uendelig fascination i det ekstreme. Helt almindelige mennesker, der vokser op helt almindeligt og vælger at gøre noget ekstremt. Sådan en person er Anna-Lena.

Anna-Lena har en lidt omtumlet ungdom. Hun arbejder i Egypten, tager en uddannelse, farter lidt rundt. Via en veninde kommer hun ind i et ganske specielt musikmiljø: White power musikken, og her møder hun sin kommende mand. Det bliver en rejse ind i den moderne svenske og internationale nazismes hjerte.

Musikken var hendes indgangsvinkel, men langsomt overtager hun også bevægelsens holdninger og indstilling, ja sågar den specielle tøjstil og de nazistiske tatoveringer. Der er åbenbart et kodesprog i hvilken farve snørebånd man har i sine støvler, hvor lang cowboynederdelen og håret er hos pigerne, og naturligvis hvilke dødningehoveder, hagekors og ss-soldater, man har fået printet på sin krop. Det er en fascinerende, skræmmende verden, hvor det er normalt at brug n-ordet, og hvor indvandrere får skylden for alt, herunder at Anna-Lena ikke kan finde rundt i det svenske sygedagpenge system.

Det er en svær verden at komme ind i, og det viser sig også svært at forlade den igen. Når man først har været med til at arrangere fremmedfjendske demonstrationer og brugt sin Facebook-profil til at sprede nazistisk propaganda, ser omverdenen skævt til en. Det må Anna-Lena sande, da hun bliver alene med to små børn og savner det almindelige fællesskab blandt normale venner og naboer. Det er faktisk derfor hun vælger at fortælle sin historie til journalisten Jessika Devert. Ikke for at advare andre eller for at afsløre det svenske ekstreme højres hemmeligheder, men for at fortælle verden at hun ikke selv er sådan mere.

Det er både bogens styrke og dens svaghed. Det er en styrke, at Anna-Lena ikke forsøger at gøre sig selv mere interessant end hun er. Hun er ikke arketypen på noget som helst, og hun forsøger heller at gøre sin historie til mere end bare hendes historie. Hun taler på egne vegne, ikke på vegne af en tidsånd, en bevægelse eller en gruppe mennesker. Det er hendes iagttagelser, og de står ganske fint for sig selv.

Men det er også en svaghed, for læseren bliver egentlig ikke klogere på opbygningen af den svenske nazistbevægelse eller den ekstreme højrefløj i udlandet. Hvad driver dens medlemmer (udover musikken)? Hvordan argumenterer de for deres synspunkter? Hvem betaler? Når nu Anna-Lena hjælper kæresten med at opbygge den svenske gren af Blood & Honour-bevægelsen, har hun jo en unik indsigt i den og i dens økonomi, organisering, ledere og udbredelse, men det vælger hun altså ikke at indvie os andre i. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke bliver lukket ind i den vigtige del af bevægelsen, og det gør måske også at Nazitøsen er en velfortalt personlig historie – men heller ikke mere end det.

Anna-Lena Joners Larsson: Nazitøsen. HarperCollinsNordic, 2017. Oversat af Merete Rostrup Fleischer, 335 sider.