// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Martin Schjönning: Kværnen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Horror

Martin Schjönning: Kværnen

Skrevet af den 18. april 2017 – 07:46Ingen kommentarer

Gæsteanmeldelse af Jonas Dinesen

Normalt er jeg ikke tilhænger af meget illustreret skønlitteratur, når vi bevæger os væk fra børne- og ungepublikummet, men det fungerer faktisk i samarbejdet mellem Tom Kristensen og Martin Schjönning.

I denne horrorfortælling er det grafiske element vigtigt, og det er med til at understrege det vulgære og til at gøre stemningen mere visuel og gribende.

Kværnen er en historie om de udøde, der bliver fortalt i et levende sprog, rigt på metaforer. Den spreder sig over 187 siders rædsler kombineret af tekst og illustrationer. Schjönning formår at skabe en fortærende og bitter følelse af en nedbrudt verden, hvor håbet udfordres af fordærvede grønne farver og gammelt, rødbrunt blod. Og det er ikke svært at leve sig ind i universet.

Rebecca har mistet sin kæreste, Johnny, i kampen mod zombierne og er på randen af sammenbrud i en i forvejen dystopisk verden. Hun føler en slags genoplivning, da hun vender tilbage bag rattet – denne gang som chauffør for en panseret beboelsesplatform (PBP). Missionen er en redningsaktion, men er det også en mulighed for hende at redde sig selv?

Forfatterens ihærdige melankoli følger Rebecca på hendes, næsten naive, rejse, hvor vi konfronteres med hendes psykologiske kampe. Hendes drømme er makabre og får virkelighedens grålighed til at skinne.

Det er ikke bogens mission at begynde eller afslutte en apokalyptisk hændelse, men i stedet fokuserer den på individerne og den forestående mission. Det har sin charme, men det er samtidigt et kort handlingsforløb, der også slutter hurtigt og efterlod mig med en snert af at ville have lidt mere.

Hvor Schjönning bruger tid og energi på detaljer og beskrivelser, er det kun hos Rebecca, at vi ser dybde hos karaktererne. Selvom bogen måske halter lidt på det område, så er forfatterens og bogens forcer sproget og dets ærlige og direkte beskrivelser af gruen.

Der er også en underliggende betoning af, at troen redder Rebecca og redder dem alle. Først kommer en general, med et kors synligt båret uden på sin uniform, hvilket også er illustreret, og trækker Rebecca ud af sit fald, og senere søger de skjul i en kirke.

Temaerne er gammelkendte, og det samme er personintrigerne. Loyalitet er stadig den altoverskyggende værdi i dette ødeland. Når alt andet fejler, så må mennesket kunne stole på manden eller kvinden ved siden af sig; man er loyal over for menneskeracen; menneskeædere er forrædere. Og forrædere har den laveste rang, sidesat med zombierne.

Med udtryk som ”Kapitalens prangende glasobelisker, de ypperste produkter af menneskelig ihærdighed og selvfed himmelstræben, var ved at styrte i grus” og ”Hvis en kran falder … Hvis en verden går under … Og ingen hører det … Siger det så en lyd?” viser Schjönning en billedlig morale i sin zombiefortælling, der er sat op imod, måske ikke kapitalismen direkte, men så imod den overfladiske spejling, som vi alle er bare lidt skyldige i. Derfor vil jeg ikke heller ikke lægge for meget vægt på konnotationerne til Nazityskland og den kolde krig, som er synlige og til stede i teksten. Et dobbeltspil, der måske er bevidst fra Schjönnings side?

Det er en roman, der er en læsning værd for fans af genren. Man får, hvad man forventer og frygter i et zombieunivers og for horrorgenren, og deroveni er det leveret med et troværdigt sprog med lige så meget billedsprog som illustrationer.

Martin Schjönning: Kværnen, 2017, Forlaget Calibat, 187 sider.