// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tonny Gulløv: En konges æt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historisk roman

Tonny Gulløv: En konges æt

Skrevet af den 15. april 2017 – 07:50Ingen kommentarer

Ulv Palnatoke er hverken den tilgivende eller den eftertænksomme type. Han er en viking, en handlingens mand, en mand der bærer nag. Derfor kommer han igen og igen i problemer, når han kæmper for det, han mener er hans ret.

I En konges æt blev han sendt til England (men ender nu i Irland) fordi han laver for meget ballade i Danmark, og fordi Gorm den gamle har brug for krigere fra den anden side af Nordsøen for at kunne erobre Sjælland og Skåne. Det kommer der naturligvis kamp ud af inden Ulv Palnatoke kan opbygge sin egen gård, finde sig en kone og absolut ikke falde til ro. For Sjælland skal jo erobres, så Danmark kan blive Danmark – og Ulv Palnatoke skal spille sin rolle i Danmarkshistorien.

En konges æt er ikke for sarte sjæle. Her er krig, kamp, voldtægt og vilde vikinger. Det er mændenes verden, og kvinderne er enten ædle hustruer eller simple bolersker (fantastisk ord i øvrigt). Her er bestemt ikke noget sofistikeret psykologisk drama, men hvad gør det når øllet glider ned gennem halsen, sværdet trækkes og tapre krigere finder deres plads i skjoldmuren og forbereder sig på at ende i Valhal.

Forfatteren lægger ikke fingerne imellem, og der tegnes ikke noget skønbillede af vikingerne og deres tid. Det tjener altså Tonny Gulløv til ære, at han tør lade personerne træde frem som ægte mennesker af deres tid, med de holdninger og værdier, der hørte til – ikke noget moderne, atavistisk feminisme eller blødsødenhed her!

En konges æt er anden bind i serien om Ulv Palnatoke og mere vellykket end bind et, 1000-årsriget. Tonny Gulløv er ved at finde sin form som en moderne skjald, der besynger forgangne tiders helte. Denne læser kunne måske ønske, at der blev strammet lidt op i teksten – der er ingen grund til hele tiden at øge spændingskurven med små hints om fremtidige hændelser, og der er vel grænser for hvor mange gange selv Ulv Palnatoke kan kalde sig selv en dåre (selvom han er det) – men grundlæggende er En konges æt velfortalt, spændende og man stryger igennem de 500 sider. Kan du lide Bernhard Cornwell vil du elske denne vikingesaga.

Tonny Gulløv: En konges æt. Forlaget McGugl, 501 sider. 2017