// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Giorgio Faletti: Øjet der ser
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Giorgio Faletti: Øjet der ser

Skrevet af den 3. november 2009 – 21:52Ingen kommentarer

Der er nogle bøger, der bare fanger fra første side, man er med det samme hvirvlet ind i en handling og det er svært at lægge bogen fra sig igen. Sådan er Giorgio Falettis nye bog: Øjet der ser.

New Yorks borgmester mister sin søn ved et voldsomt mord og liget findes i en temmelig grotesk forfatning, der tyder på, at det ikke er det eneste mord, der vil blive begået. Borgmesterens bror, Jordan Marsalis, der er tidligere kriminalkommisær ved New Yorks politi, bliver involveret i sagen på mere end én måde. Han havde planlagt en rejse, væk fra det hele, men rejsen bliver i den grad udsat. Han møder den italiensk-amerikanske kriminalkommisær Maureen Martini og sammen begynder de en jagt på morderen.

Maureen Martini har oplevet sit livs tragedie, hvor hun mister sin kæreste og sit syn. Efter en mirakuløs øjenoperation får hun synet tilbage og mere til. I glimt ser hun nemlig gennem en andens øjne, med voldsomme glimt fra hændelser i fortider, der giver hende en unik viden om mordene i New York.

Martini og Marsalis jager morderen igennem byen, i et samspil mellem dygtigt politiarbejde og de mærkelige syn Marsalis har. Tilsammen samler de brikkerne i det sindsyge puslespil, hvor de selv er en del af brikkerne.

Fængende og spændende og ikke til at lægge fra sig. Så afsæt tid til en hæsblæsende krimi .
– Og bær over med forsiden, som er alt andet end spændende og fængende.

Giorgio Faletti er italiener og fik sit gennembrud med ”Jeg dræber” i 2007, den blev en bestseller i det meste af verden. ”Øjet der ser” er hans anden roman og i Italien er den tredje roman ”Io sono dio” udkommet – vi venter spændt på en oversættelse.

Giorgio Faletti, Øjet der ser, oversat af Lorens Juul Madsen, Bazar, 2009, 464 sider