// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Katrine Tuborgh: Sund junk food
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Mad og drikke

Katrine Tuborgh: Sund junk food

Skrevet af den 14. april 2017 – 07:25Ingen kommentarer

Sund junk food! Åh ja, ja tak! Eller hvad, kan man nu også det? Ja, siger kogebogsforfatter og madfotograf Katrine Tuborgh. For hende handler mad og sundhed i høj grad om valg af råvarer. Og om at skabe bevidsthed om, hvad vi putter i munden på os selv og på vores børn.

Er det så også et fedtfattigt og mere kalorievenligt valg hun præsenterer? Nah ikke helt, der er fortsat krudt i maden og jeg vil ikke anbefale, at du skrifter din daglige mad ud med bogens opskrifter med mindre du i forvejen spiser meget junk food. Har du derimod af og til lyst til junk food (hvem har ikke det?) og vil du gerne tænke gode sunde råvarer ind i de mere syndige måltider, jamen så er bogen både inspirerende og ganske nem at gå til.

Man må endelig ikke tro, at det er de nemme og billige løsninger Katrine Tuborgh præsenterer. Ønsker du noget nemt må du hellere holde dig til at bestille en pizza to go. Dermed ikke sagt, at det er svært at lave maden, men det tager bare tid at lave sund og god mad. Og gode sunde råvarer koster.

Jeg elsker aubergine og fulgte opskriften på auberginefritter. De er gode! Men i stedet for den billige løsning som rasp til panering vælger Katrine Tuborgh knuste nødder / nøddemel og det er bestemt ikke billigt. Til gengæld er det max lækkert og smagen er langt mere spændende og nuanceret end den lidt flade smag af rasp.

Der er opskrifter i bogen med ingredienser, jeg aldrig har hørt om. Heldigvis forholder Katrine Tuborgh sig til de (for de fleste folk) nye ingredienser og beskriver i starten af bogen blandt andet hvad agar ager, arrowroot og xanthan er. Og hun tilføjer, at de godt kan skaffes her i landet.

Du finder opskrifter på de helt klassiske junkfoodretter som nuggets, pizzaer, burgere og shawarma, og du finder opskrifter på søde sager. Jeg tvivler på, at der er ret mange af retterne, du ikke kender i forvejen. Det der er nyt er valget af de råvarer, der bruges til at lave retterne. Og det er faktisk også helt okay!

Langt de fleste opskrifter får følgeskab af gode fotos, der får maden til at fremstå indbydende. Så mon ikke min mand og mine drenge snart bliver udsat for hjemmelavet fast food brygget på gode råvarer? Det tror jeg godt, de kan regne med.

Katrine Tuborgh, Sund junkfood, Februar 2017, Gyldendal, 135 sider.