// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Julie Badura: De dage med dig
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Julie Badura: De dage med dig

Skrevet af den 26. marts 2017 – 07:54Ingen kommentarer

Julie Badura debuterer med en ganske fin og læsværdig roman om forelskelse, begær og kærlighed. Og om svigt, frygt og tab. Romanens kvindelige jeg-fortæller møder en mand en juniaften i København. Det bliver starten på en rutsjebanetur af de helt store. Stig endelig med om bord!

Der er to spor i romanen. Dels det spor, der handler om forholdet mellem den kvindelige jeg-fortæller og den mand, hun forelsker sig i. Og dels det spor, der omhandler perioden, hvor jeg-fortælleren mister sin mor. Kærligheden og døden. De universelle og genkendelige problematikker gør det let at relatere til romanen. Romanen er let at læse og skrevet i et levende og til tider poetisk sprog.

Stærkest står den midterste del af bogen. Her har manden efter en stormende forelskelse forladt kvinden. Nu står hun tilbage, knust og ensom. Denne del af romanen er skrevet med intensitet, en smerte, og en vrede. Her er noget på spil! “Hysteri er min stemme nu. Drama er mit eneste værktøj. Mine dæmoner har velmagtsdage.”

Adspurgt om hvorfor hun har skrevet romanen De dage med dig svarer hun i et interview (bragt på alt.dk): “Jeg følte faktisk ikke, at jeg valgte det. Jeg var lige blevet alenemor med min søn og over en meget kort periode oplevede jeg så at møde en ny mand, blive forelsket, blive introduceret for et nyt liv og en ny familiekonstellation og blive gravid. Og lige som jeg havde det hele og syntes, at det var det mest fantastiske i verden, så mistede jeg det forhold, valgte at få en abort, blev afskediget fra mit job og mistede min mor kort tid efter.”

Det må være svært uventet og pludseligt at miste sin mor. Og man fornemmer bestemt smerten, når man læser romanen: “Jeg troede ikke, at jeg skulle se døden i min egen mor. Jeg vidste, det ville komme en dag. Men i en anden tid. Om lang tid. Og ikke at det føles sådan her at se livet forsvinde fra den kvinde, der har givet selve livet.”

Jeg er vild med forsiden. Den er smuk og dragende. Først troede jeg på afstand, at det var et hjerte. Med lidt god vilje kan det også ligne et menneske i hugstilling med armene om sig selv. Ved nærmere eftersyn forandrede billedet sig til en blomst, smuk og skrøbelig som kærlighed. Alt i alt en fin debut.

Julie Badura (f.1978) er tekstforfatter i reklamebranchen, har skrevet klummer i en årrække og har været kreativ konsulent inden for film og tv. Jeg er spændt på at læse mere fra hende.

Julie Badura, De dage med dig, People´sPress, Februar 2017, 200 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.