// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Robin Hobb: Farseer-trilogien 1: Snigmorderens lærling
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy

Robin Hobb: Farseer-trilogien 1: Snigmorderens lærling

Skrevet af den 16. marts 2017 – 07:03Ingen kommentarer

Fitz er et uægte barn. Han er resultatet af kronprins Chivalrys eneste fejltagelse. En fejltagelse med kolossale konsekvenser. Den ellers vellidte og kompetente kronprins frasiger sig tronen og forlader, sammen med sin kone, hoffet. Fitz lader de blive på borgen i hovedstaden Bukkenborg. Her opfostrer staldmesteren Burrich ham sammen med hundene og hestene, indtil kongen en dag beslutter at Fitz, snarere end at blive et redskab for hans fjender, der gennem en bastard en dag måske vil usurpere ham, i stedet i al hemmelighed skal trænes som hans loyale snigmorder.

Takket være sit ophav har Fitz (minimum) to magiske færdigheder. Den ene, Sansen, giver ham mulighed for at kommunikere med dyr, hvilket er tabu og må for alt i verden må skjules. Dette besværliggøres af den anden, Evnen, som er telepati og næsten udelukkende forbeholdt de adelige. Da riget trues af rødskibspiraterne, der har deres egen frygtelige magi, må Fitz stoppe sit arbejde i stalden, pause sin snigmordertræning og afbryde sin daglige undervisning. Han skal nemlig oplæres i Evnen, så han kan hjælpe med at sikre landet mod den formidable trussel. Men Fitz har sine også sine egne personlige og meget farlige fjender, der ikke mener han bør undervises overhovedet.

Robin Hobb er i virkeligheden Margaret Astrid Lindholm Ogden og Farseer-trilogien er den første af tre trilogier i den samme verden. Den udkom oprindeligt i 1995, hvor den med det samme fik en kolossal læserskare og i dag er den en uomgængelig fantasy-klassiker. Derfor er det også på tide, at den oversættes til dansk og det har Marianne Linneberg Rasmussen gjort vidunderligt kompetent og loyalt overfor teksten.

Fitz fortæller selv sin historie. Han er ældet og virker svagelig, i skarp kontrast til den unge mand trilogiens første bind drejer sig om. Jeg-fortællere er svære, fordi de begrænser narrativet til en enkelt person og Hobb er ikke altid helt skarp i den forbindelse. Visse detaljer i beskrivelserne virker lidt ude af takt med Fitz’ personlighed. Til gengæld er sproget virkelig VIRKELIG godt. Det er let og flydende, og kun sjældent banalt.

Det skorter ikke på klassiske fantasy-elementer og der kommer kun endnu flere til, som historien skrider frem i de kommende bind. Det er til eksempel stereotypt at have en art forældreløs hovedperson. Fitz har godt nok forældre i teorien, men i praksis har de ingen direkte indflydelse på hans liv. Det indgyder sympati hos læseren og stiller protagonisten i en særlig ustabil position, hvor hans plads i samfundet, i modsætning til alle andre i den klassiske feudale og middelalderlige setting, kan forandre sig – både til det bedre og det værre.
Til gengæld er det højst usædvanligt at vores helt er snigmorder. Traditionelt set er litteraturens snigmordere usympatiske. Der er noget fordækt og kujonagtigt over at dræbe i skjul. Det føler Fitz også helt instinktivt, da han præsenteres for ideen, og selvom det er et af de mest spændende ting ved romanen, er det også der den halter lidt. Fitz bliver meget hurtigt enormt dygtig til og rimelig kølig overfor sit arbejde. Det virker ikke helt troværdigt. Men det kan jo være det med samvittigheden kommer senere. Snigmorderens lærling er en bildungsroman. Den handler om Fitz’ opvækst og modning. Han udvikler sig enormt meget allerede her i første bind og det er skøn læsning. Desværre er han den eneste. Bogens andre karakterer virker til tider lidt firkantede og altid statiske. Det understreges yderligere ved, at de adelige opkaldes efter forskellige dyder og evner, som de ønskes at indeholde, hvad de for størstedelens vedkommende så gør.

Det allerbedste ved Snigmorderens lærling er det sidste. Hen mod slutningen forlader Fitz endelig den traditionelle middelalderby og rejser til bjergene, hvor Hobbs world-building-evner endelig kommer til deres ret. Her samles alle trådene til et brag af en slutning, som jeg ikke kender nogen, der er kommet igennem uden at tude. Det er en skøn historie, så glæd dig til næste bind, der kommer til efteråret, eller læs de engelske udgaver straks!

Robin Hobb, Farseer-trilogien 1: Snigmorderens lærling, Cicero, 424 sider, februar 2017