// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Geir Tangen: Maestro
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Geir Tangen: Maestro

Skrevet af den 23. februar 2017 – 09:17Ingen kommentarer

Hold nu op hvor er Maestro velkomponeret. Geir Tangen spiller på mange tangenter og sætter akkorder sammen til en overraskende melodi, der på en ny spændende måde leger med vores opfattelse af genren. Jeg er fan!

Persongalleriet er farverigt med den tidligere populære men nu udbrændte journalist Viljar Ravn Gudmundsson og den lettere OCD-ramte politiefterforsker Lotte Skeisvoll som hovedpersoner.

Scenen er sat i den lille by Haugesund, der pludselig bliver midtpunkt for en række mord, som morderen informerer om på forhånd. Viljar modtager nemlig mails, der fortæller om de enkelte mord. Dem der skal myrdes er mennesker, som morderen mener har begået en ugerning, de ikke er blevet straffet for. I bunden af hver mail, står en kryptisk kode, som skal vise sig at være meget vigtig for efterforskningen.

Det første mord er på en 57-årig kvinde, Rita, som er blevet kastet ud fra et højhus. Lotte står i spidsen for opklaringen af sagen – og får hurtigt travlt, da det viser sig, at morderen ikke har tænkt sig at stoppe med det første offer. Der går ikke længe før Viljar får den næste mail, og det næste mord er en realitet, en familiefar bliver myrdet. Det bliver et kapløb med tiden, og en kamp mod en morder, som hele tiden er et skridt foran.

Samtidigt er der en historie fra den nære fortid, der spøger, hvor Haugesund også var omdrejningspunktet. Det handler om den unge fyr Jonas, men hvem var han, og hvad skete der egentligt med ham den gang?

Beskrivelsen af Viljars sociale rutschetur er godt beskrevet og man føler med den trætte journalist, som forsøger at holde sig oprejst, mens han slås med sine dæmoner. Samtidigt er man som læser spændt på, hvorfor Viljar er havnet der, hvor han er. Hvad skete der egentligt, som gjorde, at den store journalist nu kun er en skygge af sig selv?

Lag for lag bliver gjort synligt i denne spændende krimi, hvor plottet i den grad bliver tvistet. Hvis du er krimifan, så er Maestro et oplagt valg.

Geir Tangen udgav selv Maestro, og den blev så godt taget imod, at Norsk Gyldendal købte rettighederne – og nu er den solgt til udgivelse i 15 lande. Det i sig selv er en fantastisk historie. Geir Tangen er i gang med næste bog med Viljar Ravn Gudmundsson og Lotte Skeisvoll, og den glæder jeg mig til.

Geir Tangen, Maestro, Forlaget Modtryk, 365 sider, Oversat af Anders Johansen, januar 2017