// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Aaris-Sørensen: Danmarks pattedyr fra istid til nutid
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Opslagsværk

Kim Aaris-Sørensen: Danmarks pattedyr fra istid til nutid

Skrevet af den 4. marts 2017 – 07:19Ingen kommentarer

Vidste du, at der har levet skovelefanter i Danmark? Eller at ulven har været her i mere end 14.000 år? At bøgen kun har været her i 3.000 år? Det ved du, hvis du har læst Danmarks pattedyr fra istid til nutid, der er en guldgrube af viden om Danmarks fauna (og lidt flora) i historisk perspektiv.

De er her allesammen – pindsvinet, rotterne, sælerne, vildsvinet og alle de andre land- og havpattedyr, der har været en del af vores natur siden istiden. Kun flagermusene mangler, for dem findes der stort set ikke knoglefund af (noterer forfatteren med beklagelse).

Dyrenes danske historie er fortalt gennem arkæologiske fund og ja, det er nørdet – men det er så godt fortalt, at man får lyst til at lære mere. Bogen er bygget pædagogisk op med et kapitel om det danske klima og planteliv gennem de sidste ca. 14.500 år, et kapitel om de mange arkæologiske fund af dyreknogler (og fortjent hyldest til de mange almindelige danskere, der har gravet knoglerne op af tørvemoser og klinter og derefter tilkaldt ekspertisen) og til slut to kapitler om dyrelivet. Det er altsammen rigt illustreret og indeholder blandt andet mange meget fine tegninger af dyrelivet før og nu.

Den dyre-uvidende læser kan sagtens være med, også selvom man ikke kan kende en husmus fra en hasselmus. Hovedvægten er på forhistorisk tid og der fortælles mest om de store dyr – det er nu engang sjovere at læse om kæmpehjorten end om muldvarpen (omend sidste dyr faktisk også er interessant, også fordi det faktisk kan være svært at tidsbestemme muldvarpe og andre gravedyr, fordi man ikke kan stole på, at de tidsmæssigt hører til i de arkæologiske lag, deres knogler bliver fundet i).

Danmarks pattedyr fra istid til nutid er fortalt med en smittende fortælleglæde, både når de store hovedtræk skal ridses op og når vi skal præsenteres for en lillebitte del af en tand, der fortæller os noget vigtigt om en bjørn eller mammut. Forfatteren har nænsomt drysset historier fra hans egne udgravninger ud over teksten – han er lektor emeritus og har været ansvarlig for samlingerne og udgravninger af forhistoriske dyr på Statens Naturhistoriske Museum – og det fungerer bare rigtig godt.

Det er videnskabelig formidling på højt niveau – gid der var flere forskere, der var lige så gode til at fortælle om deres forskning som Kim Aaris-Sørensen!

Kim Aaris-Sørensen: Danmarks pattedyr fra istid til nutid. Illustrationer af Carl Christian Tofte. Statens Naturhistoriske Museum, 256 sider. 2016.