// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Carl-Johan Forssén Ehrlin: Elefanten der så gerne ville sove
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Billedbog

Carl-Johan Forssén Ehrlin: Elefanten der så gerne ville sove

Skrevet af den 26. februar 2017 – 07:45Ingen kommentarer

Hjemme hos os var vi ret glade for godnathistorien ”Kaninen der så gerne ville sove” – indtil vi blev lidt trætte af den. Datteren vidste i hvert fald ikke, at jeg ofte sprang nogle af de mere, for mig, kedelige, sider over. Til sidst valgte hun selv bogen fra. Heldigvis samtidig med at søsterbogen om Ellen Elefant kom ind ad døren. Den nye godnathistorie har samme rytme og tilgang, men jeg synes, der er lidt mere godt at sige om den i forhold til kanin-bogen.

I teksten er de påtagede gab, som man kender fra forgængeren, barberet ned, hvilket gør det nemmere for forældre at læse bogen, for man bliver ikke selv så smittet af de påtagede gab og dermed selv alt for træt!

Vi møder forskellige søde dyr i bogen, som i hvert fald vores datter er glad for. I historien er vi på vej mod Ellen Elefants sovested, og vejen derhen er brolagt med fortælling om andres søvnrytmer, Kalle Kanins fortælling om troldmanden samt elefantmor og elefantfars søde ord.

Men det vigtigste er faktisk illustrationerne af dem. De er ret fantastiske. Et herligt valg af nuttede dyr i bløde strøg, som helt virker venlige og som rare sovekammerater. En markant forbedring i forhold til kanin-bogen.

Bogen er i sig selv beroligende: historien glider fint, og ved at inddrage barnets navn forestiller jeg mig, at hun bliver lullet i søvn af en fortælling, der er vedkommende for hende. Og dermed rar. Forfatteren er nemlig uddannet coach og bruger psykologiske teknikker i historiefortællingen. Mindfulness for børn kan virke ret fremmed, men forfatteren bruger teknikkerne implicit ved at sætte tekst i kursiv, hvilket betyder, at oplæseren skal tale med en lav stemme.

Nogle gange ved min datter godt, når min hånd rækker ud efter bogen, at søvnen er på vej. Hvis ikke hun er i humør til at sove, bliver der straks sagt: ”Nej, ikke den!”. Men når vi begynder, er hun glad for den. Især når hun putter sammen med sin elskede plyssede Ellen Elefant. Bogen kan kræve lidt tilvænning, men den fungerer ret beroligende og som en god hjælp til at overgive sig til søvnen. Vi får i hvert fald ikke ret ofte lejlighed til at læse sidste side, for datteren sover inden.

Elefanten der så gerne ville sove, Carl-Johan Forssén Ehrlin, Forlaget Alvilda, 37 sider, udgivelse 26. september 2016, oversat af Lilian Kongo