// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne-Pia Jørgensen: Bidronningen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historisk roman, Roman

Anne-Pia Jørgensen: Bidronningen

Skrevet af den 21. februar 2017 – 07:01Ingen kommentarer

Vi har måske en tendens til at glemme det. Hvor fattige folk var for 200 år siden, i begyndelsen af 1800-tallet. Hvor sultne. Hvor få muligheder, de havde for at løfte sig af fattigdommen – især fattige, ugifte kvinder. Men har man glemt det, så får man genopfrisket hukommelsen i Anne-Pia Jørgensens Bidronningen. Her er fattigdommen, sulten, og magtesløsheden og den brutale undertrykkelse med på hver eneste side.

Marie har mistet sine forældre, og bor hos sin søster og dennes mand. Det er de ikke udpræget glade for, selvom hun tjener til føden ved at gøre rent i fængslet på Kastellet. Her møder hun Kastellets mest frygtede fange, den berømmede dr. Dampe. Som en af de få turde han tale kongen midt i mod, og tale for frihed og demokrati. Det vandt ham få venner, heller ikke blandt almuen, i stedet fik han et næsten livslangt fangenskab.

De to ensomme mennesker indleder et forbudt bekendtskab, hvor fangen søger lidt omsorg og opmærksomhed og Marie desperat søger hans lærdom: hun drømmer om at lære at læse. Hun er nemlig sidste generation af fuldstændig analfabetiske danskere – kongens nyskabelse, folkeskolen, kom for sent for hendes vedkommende.

Når det kommer til dr. Dampe er kong Frederik d. 6. dog knap så visionær som i sin uddannelsespolitik, og Marie drager til Christiansø for at kunne være i sin læremesters nærhed, da ham bliver eksileret til de to små klippeøer i Østersøen. Herfra skal hun holde sammen på en familie i et lille, knap så tolerant ø-samfund, hvor hun både møder venlige og knap så charmerende personer og myndigheder, der alle får stor magt over hendes liv.

1800-tallet er en spændende periode, der får lov til at leve på sine egne præmisser i Bidronningen – på godt og (især) ondt. Marie er en interessant karakter, der udviser mod, intelligens og kampgejst uden at forfalde til moderne (og anakronistisk) feminisme. Det er ganske godt skildret, og en fin roman, Anne-Pia Jørgensen debutterer med. Den kunne godt være skåret lidt ned – historien holder ikke helt til 492 sider, men det er en bog, der lover godt for det videre forfatterskab.

Anne-Pia Jørgensen: Bidronningen. 2016, Egolibris. 492 sider.