// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Kepler: Kaninjægeren
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi, Spænding

Lars Kepler: Kaninjægeren

Skrevet af den 4. februar 2017 – 07:46Ingen kommentarer

Det går ikke stille for sig i Keplers nye thriller ”Kaninjægeren”.

Maver snittes op, så tarmene vælter ud, en udenrigsminister bliver skudt først i maven og et kvarters tid efter også gennem øjnene, og en økse kommer da også i brug senere hen. Så der er smurt godt på i denne 6. roman fra Lars Kepler, som forfatterparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril kalder sig. Men heldigvis er der også en god portion psykologisk spænding og plot og pointer, som gradvist afdækkes i takt med, at fortællingen skrider frem.

Man er på fra første side. En ung callgirl er kaldt hjem i privaten for at servicere Sveriges udenrigsminister. Hurtigt går det op for hende og for læseren, at ministeren ikke er helt fin i kanten. Kvinden befinder sig ganske enkelt i livsfare. Det bliver dog ministeren, der må lade livet, henrettet af en mystisk indtrænger, som lader callgirlen leve, selv om hun har overværet ugerningen. Mordet bliver hemmeligholdt for ikke at skræmme offentligheden – ministeren er gået bort som følge af sygdom, lyder den officielle forklaring. Mistanken falder på den prostituerede og et terrorspor forfølges nidkært. Ministeren er dog kun den første i en række drab. Morderen lader kniv, økse og pistol glimte over andre.

Politiet og myndigheder er desperate og bliver enige om at hente seriens helt, Jonna Lind, ud af fængslet, hvor han er røget ind efter at have overfaldet en tjenestemand i funktion. Lind er en eminent sporhund, og han ser sammenhænge og mønstre som ingen andre. For en sammenhæng, det er der selvfølgelig mellem mordene. Det er ikke tilfældigt, at morderen iklæder sig et pandebånd med lange kaninører hængende ned af kinderne.

”Kaninjægeren” er eminent god underholdning, og i lange passager er det meget svært at lægge bogen fra sig. Man skal selvfølgelig læse lidt om personernes privatliv, men heldigvis er det holdt på et niveau, hvor det ikke overskygger de centrale handlingstråde, og trækker energi og uhygge ud af fortællingen. Så sæt dig parat og gør klar til et fint gys.

Læs også anmeldelse af bind 5 i den spændende serie.

Lars Kepler, Kaninjægeren, Gyldendal, 576 sider, Januar 2017, Oversættelse: Andrea Fehlauer