// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Mortensen: Tid til forvandling
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Politik & debat

Hans Mortensen: Tid til forvandling

Skrevet af den 5. august 2008 – 22:04Ingen kommentarer

Tid til forvandlingHvordan skete det lige, at Venstre gik fra at være et bonderøvsparti over et EU-elskende liberalistisk projekt til det ny velfærdselskende folkeparti? Spørgsmålet er kun blevet belyst sparsomt, men Weekend-avisens glimrende politiske analytiker, Hans Mortensen, satte sig for at finde ud af det efter sidste års tredje valgsejr i træk til Anders Fogh Rasmussen.

Hans Mortensen er en uhyre skarp politisk iagttager, og hans analytiske tilgang til stoffet kombineret med en stor indsigt og viden om nyere dansk politisk historie gør, at hans bøger altid er velskrevne og ikke mindst interessante.

Hans Mortensen blev efter sigende modtaget med åbne arme af Venstres ledere, der beredvilligt stillede en række materialer til rådighed for ham, bl.a. bøger med Foghs egne notater, meningsmålinger gennem tiderne, referater fra møder og al den slags, som historikere ville elske at grave i.

Ifølge Hans Mortensen selv har hans mål været at ”beskrive den proces og de tanker, der har ligget bag udviklingen af det moderne Venstre”. Han kommer rigtig godt fra start, men desværre ikke helt i mål.

Problemet er, at Mortensen er blevet for optaget af historien og glemmer at fokusere på det sidste ord i titlen, ”forvandlingen”. Han beskriver præcist, hvordan Venstre var før Foghs magtovertagelse i 1998, og tegner konturerne af, hvilke forandringer, der er gennemført i partiet.

Det problem understreges af, at det først er på side 170, at Mortensen kommer til den skelsættende dag i 2001, da Fogh kunne træde ind på hjørnekontoret i Prins Jørgens Gård. De foregående sider er interessante, men i denne anmelders øjne er den mest interessante forvandling af partiet Venstre ikke kun sket før 2001, men i høj grad også efterfølgende. Det er først efter 2001, at Fogh har erklæret værdikamp, at han har afskrevet sig sine liberalistiske hulemandsideologier, at han har demonstreret sit enorme spin-arsenal, at han har erklæret sin kærlighed til den socialdemokratiske velfærdstanke, forkastet sin første kærlighed til Bjørn Lomborg osv. osv.

Problemet understreges af, at der kun bruges et par sider til allersidst på valget i 2007.

Mortensen skulle nok have været en hårdere redaktør og have skåret, ikke fra bunden, men fra toppen, og fyldt på i bunden.

Jovel, analyserne af Venstres udvikling i 1980’erne – eksempelvis de underholdende meningsmålinger, der viser, hvordan andelen af V-vælgere, der drikker kirsebærvin fordufter – er interessante. Men det afgørende spørgsmål bliver ikke besvaret gennem historiske tilbageblik: Hvordan fik Anders Fogh overbevist vælgerne om – tre gange i træk – at han havde ændret sig 180 grader på en lang række punkter?

Når man som Mortensen har fået ”adgang til Venstres partiarkiv, og de centrale beslutningstagere”, så bør man automatisk stille sig selv spørgsmålet ”hvorfor gør de dog det?” samt ikke mindst ”hvad undlader de at fortælle mig?”. Den slags overvejelser har Mortensen helt sikkert selv gjort, men desværre indvier han os ikke i dem. Han forholder sig heller ikke eksplicit til sine kilder, ligesom de kun sjældent bliver direkte citeret.

Det er ikke nødvendigvis en svaghed ved bogen, men det havde uden tvivl gjort den stærkere, hvis han eksempelvis kunne have fået Claus Hjort Frederiksen, Fogh eller andre centrale aktører til at forholde sig åbent til nogle af de spørgsmål, som man uvægerligt stiller sig selv undervejs i læsningen.

Der er skrevet ufatteligt mange bøger om nyere historie i Socialdemokratiet, og de fleste kan sætte navn og ansigt på fløjene i partiet. Det samme kan ikke siges om Venstre. Med Mortensens bog bliver man en del klogere på nogle af de fløjkrige, der har regeret i partiet, men så snart vi kommer til Post 2001, så er de pist væk. Der er næppe nogen, der tror, at uenigheder i et parti forsvinder, bare fordi man vinder et valg eller tre.

Trods disse indvendinger, så skal Mortensens bog have varme anbefalinger med på vejen. Det er en spændende, velskrevet og interessant bog. Man kunne bare ønske sig, at Mortensen kom med en 2’er, hvor der blev gået mere indgående til perioden efter 2001.

Hans Mortensen: Tid til forvandling, Gyldendal, 2008, 220 sider