// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Linda Castillo: Efter stormen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Linda Castillo: Efter stormen

Skrevet af den 7. januar 2017 – 07:45Ingen kommentarer

Efter stormen er 7. bind i krimiserien om politichefen Kate Burkholder. Også denne gang foregår handlingen i hjertet af amishsamfundet. Og det kan jeg som altid godt lide, da det giver en anderledes og interessant ramme om fortællingen.

En tornado raser i den lille flække Painters Mill i Ohio. De ustabile og billige husvogne kan slet ikke stå imod naturens rasen, og Kate Burkholder må redde en lille pige ud af en væltet husvogn. Tornadoen raser over en del sider i den første del af bogen, og selvom det var spændende læsning at følge ødelæggelserne, ville jeg gerne i gang med at finde ud af, hvem der dræbte den unge mand, der bliver dræbt i starten af bogen.

Hæng dog på gennem tornadoen – der skal nok gå krimi i den senere i læsningen og så kender vi igen stilen og tonen fra de andre bøger i serien. En gruppe spejderdrenge finder under oprydningen efter tornadoen en mindre bunke menneskeknogler. Og det bliver selvfølgelig Kate Burkholdes opgave at finde ud af, hvem de stammer fra og hvorfor de ligger netop der.

Denne gang er der tilmed drama på hjemmefronten. Uventet bliver Kate Burkholder nemlig gravid. Og børn har slet ikke været en del af hendes fremtidsplaner. Den seje kvinde, der ellers altid holder hovedet koldt, bliver naturligt nok usikker på sig selv, sin fremtid og sit forhold til kæresten Tomasetti. Kan forholdet holde? Kan man arbejde som politichef og være mor på samme tid?

Som læser nåede jeg at spørge mig selv, om det virkelig kan være forfatterens måde at lukke serien ned på. Det håber jeg godt nok ikke! Jeg føler mig godt underholdt af denne krimiserie og er slet ikke klar til at Kate Burkholder skal på barsel.

Linda Castillo, Efter stormen, Hr. Ferdinand, Oktober 2016, 382 sider, På dansk ved Henrik Enemark