// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Martin Kreutzer m.fl.: Løberens nye håndbog
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Livsstil

Martin Kreutzer m.fl.: Løberens nye håndbog

Skrevet af den 10. november 2009 – 22:08Ingen kommentarer

De seneste år har løb som træningsform fået flere og flere tilhængere. Sikkert fordi løb er en af de mest fleksible former for motion, og da det ikke kræver ret meget mere end lysten og et par gode løbesko. Samtidig er løb en individuel sport, som kan dyrkes i mere eller mindre løse fællesskaber, hvilket matcher tidsånden ret godt.

Hvis du vil undgå skader, er der dog nogle gode råd, som det er værd af følge. Disse råd og mere til er samlet i “Løberens nye håndbog”. Bogen indeholder afsnit om fodtøj og tøj, afsnit om kost og forbrændring og afsnit om løb uden skader. Derudover er der et afsnit om, hvordan man som helt ny løber bliver i stand til at løbe 5 kilometer, og i den forbindelse er der et skemalagt løbeprogram på 12 uger. For den mere øvede løber er der løbeprogrammer fra 5 – 10 kilometer, og fra 10 kilometer til en halvmaraton – også på 12 uger. Der er sågar også et afsnit om at løbe med baby i maven og efterfølgende i babyjoggeren.

Bogen er skrevet i et let sprog med råd og forslag og uden løftede pegefingre. Jeg synes, at det er en god og relevant basisbog, som kan bruges på flere niveauer og som med fordel løbende kan findes frem. Da bogen indeholder et stikordsregister, er det nemt at slå op i bogen, hvis man har konkrete spørgsmål.

Løberens nye håndbog er med til at inspirere til løb, så hvis du gør dig overvejelser om at komme i gang med at løbe eller hvis du gerne vil forbedre din løbestil eller løbetid er bogen bestemt værd at læse.

Bogens afsnit er skrevet af en ernærings- og træningskonsulent, en speciallæge, en personlig træner, en fysioterapeut, en tidligere verdensmester i letvægts-singlesculler og et par journalister og er illustreret med flotte billeder.

Martin Kreutzer m.fl., Løberens nye håndbog, 3. opdaterede udgave, Bonnier Publications, 142 sider.