// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Jessen: Datidens knallerter – nutidens kult
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Hobby, Livsstil

Jens Jessen: Datidens knallerter – nutidens kult

Skrevet af den 28. november 2016 – 08:07Ingen kommentarer

Datidens knallerter – nutidens kult!

Der er rigtig meget om Puch, som solgte 370.000 knallerter på det danske marked. Og det sætter sit præg på bogen med interviews med personer samt en meget detaljerig gennemgang af modelskift undervejs. Det gælder også for en række af de øvrige store mærker på det danske marked. Masser af samtaler og billeder. Godt for dem, der skal restaurere og som interesserer sig for knallerternes storhedstid. Blandt mange andre mærker kommer NSU Quickly også under kyndig behandling i bogen ”Datidens knallerter– nutidens kult”.

Men hvem havde ikke en våd drøm om at få en Puch knallert mellem benene og måske en styrthjelm på hovedet dengang først i 60-erne? Men da min mor var bekymret for sin yngste drengs måske vilde kørsel, blev det aldrig til Puch eller Tomos – det billigere alternativ fra Jugoslavien – eller en lækker læderjakke. Og det hele kostede kassen, så der var lang vej med en timeløn på 83 øre som smedelærling.

I stedet købte jeg en Itom knallert for 50 kroner. Den havde rulletræk og skulle derfor trædes i gang med pedalerne og rullen trykkes ned på bagdækket nogle gange med det resultat, så nutidens dækbrændere ligner rene amatører. Og så var den fra Italien. Dårlige bremser både for og bag. Til gengæld kunne den køre stærkt som bare fanden.

Jeg solgte den for 75 kroner, da jeg som 18-årig fik kørekort og en NSU Superlux. Det lykkedes mig aldrig at blive stoppet eller ryge i bødefælden med konfiskation af de ulovlige dele. Jeg har kun set en enkelt magen til min rustrøde Itom. Det var på stumpemarkedet i Herning for år tilbage.

Og så er vi vist fremme ved den trend, som bogen ”Datidens knallerter – nutidens kult” beskæftiger sig med. Og for kultens medlemmer er der informationer at hente. Interessen for knallerterne fra 60-erne og70-erne – som oprindeligt i færdselsloven blev betegnet som ”cykel med hjælpemotor” – er i kraftig stigning. Bogen ”Datidens knallerter – nutidens kult” kommer godt rundt i knallerternes danske univers.

Knallerterne røg ud. En del overlevede i kældre, udhuse og på lofter, og mange af dem nu på vej til et nyt liv. På stumpemarkederne flokkes ældre og især yngre om at finde stumper, som kan bringe knallerten tilbage på gader og stræder. Et bevis på, at knallerten er blevet kult. Uanset om den hedder Everton, Gilera, Honda, Kreidler, Mobylette, NSU, Puch, Suzuki, Tomos, Velo Solex, Velo Vap eller Yamaha.

”Datidens knallerter – nutidens kult” er skrevet af Jens Jessen. 228 sider med mange illustrationer. Udgivet oktober 2016 på forlaget Veterania.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.