// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne Sofie Hammer: Villads fra Valbys uhyggelige halloween
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Anne Sofie Hammer: Villads fra Valbys uhyggelige halloween

Skrevet af den 24. oktober 2016 – 07:46Ingen kommentarer

Alle elsker Villads! Og det kan jeg godt forstå.

Der er solgt mere end 100.000 Villadsbøger. 85.000 var i biografen for at se Villads og hans familie på det store lærred. Og Villads kan for tiden opleves som teater. Villads er en succes.

Villads er en helt almindelig dreng, levende og nysgerrig med stor appetit på livet. Og som så mange andre børn handler han af og til hurtigere end han tænker. Og det bringer ham selvfølgelige i uheldige situationer. I bøgerne når læseren oftest at opdage, hvad der sker lige om lidt. Villads når bare ikke at opdage det, fordi han liiige er i gang med en god leg eller har fået en super god idé. Mine drenge har tit afbrudt min højtlæsning med “åh nej åh nej, stooop Villads, mor, nu går det (igen) galt for Villads”.

Anderledes er det ikke med den nye bog i Villadsstakken “Villads fra Valbys uhyggelige halloween”. Villads og hans søster vil gerne ud at rasle. Det er nemlig blevet halloween. Først kan hans forældre ikke se ideen med at klæde sig ud og rasle til halloween, de synes det er en amerikansk tradition, der ikke uden videre hører hjemme i Valby.

Men Villads og Amalie får lov. Villads håber, at han kan skræmme nogen små unger, så de tisser i bukserne af skræk. Det går helt fint og samlingen af slik vokser. På vejen ligger der et hus i en mørk have og selvom Villads er kold og skal tisse lister de alligevel ind i haven og banker på. Det skulle de nok ikke have gjort….

Bogen er flot og rigt illustreret af Dina Gellert, som også har illustreret de andre Villadsbøger. Historien er sød, underholdende og hyggelig. Små Villadsfan kan sagtens være med, det er nemlig ikke så uhyggeligt men faktisk langt mere hyggeligt.

Anne Sofie Hammer, Villads fra Valbys uhyggelige halloween, Høst & Søn, September 2016, 32 sider, Illustreret af Dina Gellert