// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jussi Adler-Olsen: Selfies
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Jussi Adler-Olsen: Selfies

Skrevet af den 6. oktober 2016 – 07:49Ingen kommentarer

selfies Carl Mørck er på sin plads i kælderen i afdeling Q og synes egentlig, det hele går meget godt. Men der skal ikke kradses meget i overfladen, før Carl føler, at han har sand mellem fingrene.

Afdeling Q må nemlig undvære Rose, der er sygemeldt og langsomt finder mændene ud af, at der denne gang for alvor er grund til bekymring. Rose bliver indhentet af fortiden, der truer med at trække hende langt ned i et mørke af hemmeligheder og fortielser. Samtidig er der pludselig flere sager omkring dem, der viser sig at hænge sammen på kryds og tværs. Et drab af en ældre dame, der minder om en 12 år gammel sag, en række unge kvinder der udryddes på stribe.

Der er nok at se til for Carl, Assad og Gordon, der forsøger at filtre trådene ud, opklare sager, holde et tv-hold på afstand og tage hånd om Rose, hvis fortid næsten ikke er til at bære.

Selfies er 7. bog i serien om afdeling Q og vicekriminalkommisær Carl Mørck. Vi har efterhånden fulgt ham længe, og på ægte serie-manér, kender vi til hans særheder og svage punkter. Det kendetegner i det hele taget serien, at persongalleriet for alvor foldes ud og som læser, sidder man og hepper, krummer tæer, griner, håber og fælder en tåre, fordi man suges ind i det tilsyneladende velkendte univers, der alligevel overrasker gang på gang.

Adler-Olsen er skarpere end nogen sinde og plottet i Selfies er i særklasse. En svingende lussing til tendenser i samfundet, de selvoptagede unge piger, der drømmer om berømmelse og realityshows. Et længe ventet og alligevel frygtet kig ind i Roses fortid, en sindssyg hovedperson, dystre hemmeligheder man næsten ikke tør læse om og en slutning, der med forløsning og håb, efterlader os serieelskere i den værste situation; – der er alt alt for længe, til den næste bog kommer!

Så glem din nattesøvn, når du starter på Selfies, de sidste 200 sider læste jeg i ét hug, hvor jeg knap turde trække vejret.

Jussi Adler-Olsen har fuldt fortjent modtaget stor anerkendelse og priser, både herhjemme og i udlandet. Flere af bøgerne er filmatiseret eller solgt til filmatisering. Der er planlagt 10 bøger i serien om Afdeling Q.

Jussi Adler-Olsen, Selfies, Politikens forlag, 505 sider, 2016