// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jacob Kokkedal: Den Trofaste Bror 1 – I Døden og Videre
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Fantasy

Jacob Kokkedal: Den Trofaste Bror 1 – I Døden og Videre

Skrevet af den 8. oktober 2016 – 07:11Én kommentar

I en verden af elvere, marer, gnomer, minotaurer og alt hvad du ellers kan forestille dig af fabeldyr, magiske væsner og monstrøsiteter, har en gruppe mennesker forskanset sig i Borgrigerne. Her danner de, sammen med De Døde Bjerge, verdens eneste skjold mod mørklingernes rige mod nord. Den evige krig har hærdet menneskene, og skabt en mandsdomineret krigerkultur. Den eneste undtagelse er kong Leods søn – Eumon. Han er et uskyldigt og naivt barn, men i en verden, der ikke længere skaber nogen helte, er hans fars forsøg på at skærme ham mod rædslerne fra nord i bedste fald dårskab, og i værste fald en dødsdom. Den skidne og fordrukne vandringsmand Balt, er bizart nok prinsens eneste håb.

Kokkedal har begået en mesterlig roman. I Døden og Videre er blandt det absolut bedste danske fantasy for voksne – nogensinde! Universet er tydelig Tolkien-inspireret. Som i Ringenes Herre har de onde en bastion, hvorfra en konstant trussel spreder sig. Et menneskerige holder fjenden på plads, hvilket tages en smule forgivet af de, der bor længere fra grænsen – som for eksempel elverne. Den historie, der udspiller sig, drager også en smuk parallel til en anden klassiker, der også en blandt mine favoritter, nemlig Da Kongen var Knægt af T.H. White. Mentorforholdet mellem den unge prins og den gamle vandringsmand er tilsvarende det mellem Merlin og den unge Kong Arthur. Men Kokkedal elsker både antihelte og at overaske, så rødderne når kun lige at lulle læseren ind i en falsk tryghed, inden historien vendes på hovedet, og viser sig langt mere nuanceret end Tolkiens traditionelle de gode mod de onde.

Skal jeg sige noget negativt om den, så bliver det, at den virker en smule forjaget. Det er måske noget underligt noget at sige om et næsten 500 sider langt første bind i en serie, men jeg mangler noget. Et større persongalleri ville have givet historien autenticitet, og havde også bidraget til uforudsigeligheden. Desuden bliver Kokkedal til tider en smule for udpenslende i sine beskrivelser af hovedpersonernes tanker og følelser. I stedet for at overlade det til læseren at opdage karaktererne, bliver de kort og klart gennemgået, og virker som følge deraf lidt firkantede. Jeg ville til gengæld ønske, at Kokkedal havde brugt mere tid på at beskrive sex- og voldtægtsscenerne og måske også prinsens modning som teenager. Det er en vidunderligt voldelig bog med mange frygtelige og nøgterne beskrivelser af tortur, mord og krig, så for mig som voksen læser, virker det underligt bornert ikke at behandle det kropslige på samme måde.

Det er med Den Trofaste Bror 1 lykkedes forlaget, Ulven og Uglen, at leve helt op til deres ambition om at udgive kvalitetsfantasy for voksne. Desværre er der en del underlige fejl, som burde være fanget under korrekturen. I Døden og Videre har temmelig mange skæve orddelinger som tår-nridder, ærgerlige anglificeringer som at rulle med slagene og endnu mere underligt fejlplacerede store bogstaver som rafFineret, der alt sammen forstyrrer læsningen. Det er ekstra ærgerligt fordi, bogen simpelthen er fænomenal. Forhåbentlig strammer de sig an med de næste bind.

Jacob Kokkedal, Den Trofaste Bror 1 – I Døden og Videre, Ulven og Uglen, september 2016, 478 sider

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.