// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Morten Dürr & Lars Gabel: Vand Til Blod
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Graphic novel

Morten Dürr & Lars Gabel: Vand Til Blod

Skrevet af den 4. oktober 2016 – 07:26Ingen kommentarer

Man må ikke kysse. Man må ikke drikke. Man må ikke danse.
Leas mor er død. Hendes alkoholiserede far er dybt religiøst afmarcheret, og slår hendes bror med sit bælte. En dag rammes hun af lynet, hvorefter en stemme tager bolig i hende. En magtfuld og uhyggelig stemme, der befaler og bliver adlydt.

Dürr og Gabel har henholdsvis vundet Undervisningsministeriets Skriverpris (2008) og Kulturministeriets Illustratorpris (2015). Blandt andet derfor havde jeg høje forventninger til deres fælles graphic novel Vand til Blod. Det sorte lidt gammeldags udseende lærredforstærkede hardcover-omslag med guldfarvet læsebånd, der mest af alt minder om et klassisk bibelomslag, gjorde mig kun endnu mere spændt. Det vidner om, at folkene bag udgivelsen virkelig har ønsket at gøre noget ud af den, hvilket næsten altid er et godt tegn.

I tilfældet Vand til Blod er det velfortjent. Ikke mindst på grund af Gabels udtryksfulde og intense illustrationer. På overlegen vis har han holdt dem alle i kun én farve. Hele bogen er faktisk malet udelukkende i afsnit af blå, grøn og rød, hvilket har en utrolig stærk effekt på læseren. Ydermere indeholder motiverne kun sparsomme detaljer, således at det centrale virkelig dominerer, og medvirker til bogens kolde og rå stemning.

Stemningen er Gabel og Dürr fælles om at skabe. Ordene er ligesom detaljerne sparsomme, og ligesom motiverne klare og uden omsvøb. Leas nye stemme er farlig, og hun må begrænse sine ord. Ordenes magt og farlighed, er understreget af Dürrs meget få udvalgte, og den styrke de trods alt indeholder. Ret smart lavet.

Det være sagt, er historien meget kort og hurtigt læst. Jeg ville meget gerne have gravet lidt mere i sorgen over morens død, klassekammeraternes forhold til Leas religiøse baggrund og lignende. Det hele er lidt hurtigt overstået, men ikke desto mindre vægtigt. Med temaer som død, mobning, vold og religion er Vand til Blod absolut ikke nogen overfladisk historie, men en smuk og gennemført graphic novel fra ca. 12-år og opefter.

Morten Dürr & Lars Gabel, Vand Til Blod, CARLSEN, august 2016, 256 sider