// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bruce Springsteen: Born To Run
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Musik

Bruce Springsteen: Born To Run

Skrevet af den 27. september 2016 – 08:00Ingen kommentarer

Det amerikanske rockikon Bruce ”The Boss” Springsteen udgiver i dag sin længe ventede selvbiografi over hele verden. Og ligesom mange af Springsteens musikalske værker, så er bogen et sublimt værk, der giver os et helt unikt og hudløst ærligt indblik i hvem Bruce Springsteen er og ser sig selv som.

Bruce Springsteen har siden sin ungdom løbende kæmpet med sine indre dæmoner og de ting han har med i bagagen fra sin far. Springsteen fortæller meget åbent om de kampe op gennem årene og om hvad det har betydet for hans liv og for hans musik.

Der er naturligvis tidligere skrevet biografier om Bruce Springsteen, så hans livshistorie og karriere er kendt. Men dette er første gang han selv sætter ord på sit liv i en længere sammenhængende fortælling. Og det gør han ganske fremragende med hovedvægten lagt på perioden fra han begynder at spille guitar i teenageårene og til han i en alder af 34 år får sit helt store gennembrud i 1984 med ”Born in The USA”-albummet. Og det er meget forståeligt. For det er i den periode, hvor han søger og til sidste finder ro i sig selv.

Bogens titel er også titlen på en af hans mest populære sange, der netop handler om at flygte fra det hele. Springsteen bruger flere af sine mest kendte sangtitler som titler på kapitler i den næsten 600 sider lange moppedreng. Og det fungerer ganske godt at han på den måde bruger musikken som en rød tråd i fortællingen. For Bruce Springsteens sange er, som det nok er de fleste bekendt, ikke bare almindelige ”Hjerter rimer på smerte”-sange. Det er sange om rigtige, hårdtarbejdende mennesker med rigtige problemer. Sange med budskaber. Budskaber, som afspejler hvor Springsteen er i sit liv på det tidspunkt han skriver sangene.

Bogen føjer en meget stor ekstra dimension til forståelsen af Bruce Springsteen og kan vel betragtes som en form for manual til de albums han har udgivet gennem årene. Hvad var tankerne bag det akustiske ”Nebraska”-album, som kom lige før det store rockalbum ”Born in The USA” og meget mere.

Undervejs forklarer Springsteen betydningen af og tankerne bag mange af sangene og albummenes sammensætning. Det betyder at man med fordel kan have sangene lige ved hånden på sin telefon eller andet apparat, så de kan køre i baggrunden og man kan høre nogle af de formuleringer i de enkelte sange, som Springsteen nævner.

Bandet ”The E Street Band” har været Springsteens faste følgesvende i lange perioder af hans karriere, men parterne har også været adskilt i en lang periode. Springsteen formår på glimrende vis at forklare sine overvejelser omkring sin lettere enevældige styring af bandet, samt forklare hvorfor han var nødt til at skille sig af med dem i en lang periode, og hvorfor han så fandt tilbage til de folk, han for de flestes vedkommende har kendt i mere end 40 år.

Hvis man overhovedet ikke har hørt Bruce Springsteens musik før, så er der mange andre bøger man hellere skal læse. ”Born to run” er en bog for de, der ved hvem Bossen er og hvad han står for. De, der gerne vil være klogere på den mand, som gennem mere end 40 år har tryllebundet millioner af mennesker verden over ved både små og meget store koncerter. Den mand, som igen og igen rammer lige i solar plexus hos så mange mennesker, når han på albummet ”The Rising” sætter ord på sine egne og mange andres tanker efter terrorangrebene mod USA den11. september 2001. Eller når han med albummet ”Wrecking Ball” giver en gevaldig bredside til banker og spekulanter i kølvandet på finanskrisen.

”Born to run” er ikke kun et ”must” for de mest hardcore fans, der står allerlængst fremme ved Springsteens koncerter. Den er også pligtlæsning for alle os andre, som holder af hans musik og gerne vil forstå hvad den udspringer af og hvor den energiske i dag 65-årige mand får sin energi og sin inspiration fra, når han i op til fire timer lange koncerter danser, løber og synger for fuld udblæsning aften efter aften.

Bruce Springsteen: Born to run. Politikens Forlag, 2016. 586 sider.