// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Danske Professionelle Cyklisters Klub: Sort kaffe & hvide sokker
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sport

Danske Professionelle Cyklisters Klub: Sort kaffe & hvide sokker

Skrevet af den 2. september 2016 – 07:50Ingen kommentarer

Kører du med hvide sokker? Har du den rigtige kasket på? Hvordan sidder håret?

Det er tilsyneladende ikke let at være professionel cykelrytter. Der er faste traditioner, masser af takt og tone, og så er der kassevis af uskrevne regler, du skal overholde, hvis du vil have succes i feltet. Det gælder både, hvis du forsøger at lave resultater i klassikerne, og hvis du vil have en karriere i de store etapeløb. Men også hvis du bare vil ud og trille på de danske landeveje.

Nu har en række kendte cykelryttere fra den sluttede samling Danske Professionelle Cyklisters Klub sat sig til tasterne for at klæde alle os andre helt rigtigt på til de mere og mere populære ture på landevejene – især blandt menigmand.

Og vi kender dem godt. Alle sammen:
Brian Holm, Per Bausager, Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Jens Veggerby, Jesper Worre, Jørgen V. Pedersen, Dan Frost, Jakob Piil, Jørgen Marcussen og Thomas Bay. Klubben har et par medlemmer mere, men de kunne på grund af rejseaktivitet ikke deltage i bogen. Men jeg kan godt love jer, at vi ikke savner dem. Det her er stærk underholdning på et herligt dansk niveau.

For eksempel var det bare overhovedet ikke i orden, at englænderen Bradley Wiggins forsøgte at indføre sine berømte bakkenbarter i feltet. Og Lance Armstrongs farvede strømper var heller ikke ’lirens’, som de kalder det.

Men oven i al snakken om det, der er i orden og det, der bare overhovedet ikke er i orden, så finder vi alle de gode historier. Ude fra de store løb og ude fra de lange og seje træningsture – hvor du i øvrigt også skal være klædt ordentligt på og have helt styr på din cykel.

Jeg røber nok ikke for meget, når jeg afslører, at især Brian Holm er meget underholdende. Men alle byder ind både med de gode historier og den stærke humor. Det her er virkelig god underholdning – og på en underlig måde også meget lærerigt. Jeg kan kun anbefale denne bog som den perfekt sofabordsbog til ham, der savner udsendelserne fra de gode etapeløb.

Sort kaffe & hvide sokker: takt, tone og traditioner på landevejen, Danske Professionelle Cyklisters Klub, Politikens forlag, 254 sider, 2016.