// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Linda Castillo: Forsvundet ved floden
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Linda Castillo: Forsvundet ved floden

Skrevet af den 17. september 2016 – 07:56Ingen kommentarer

Forsvundet ved floden er en “bonusnovelle” til Castillos populære amishserie med Kate Burkholder som hovedperson. Den findes kun som ebog og er langt kortere end de andre bøger i den ellers enormt spændende krimiserie.

Hvis du endnu har til gode at læse serien, vil jeg anbefale dig at springe over denne korte historie og i stedet gå direkte til hovedserien. Jeg har læst og anmeldt de fleste af bøgerne, så spring videre her og læs mere om de enkelte bøger: Tvunget til tavshed, Meldt savnet, Sidste åndedrag og Døden venter.

Linda Castillo har skabt en super god serie til krimifans. Bøgerne foregår i et amishmiljø i USA. Hovedpersonen er den tidligere amishkvinde Kate Burkholder, som er sej, lidt speciel og som til tider har svært ved nærvær. Hun arbejder ved politiet, det samme gør hendes kæreste. Hun bliver sat på de utroligste sager – ofte på grund af dødsfald. Bøgerne er anderledes, ikke mindst fordi amishfolk lever på en anden måde end flertallet.

Da Forsvundet ved floden er langt kortere end hvad vi er vant til, når vi tager med Kate Burkholder på politiarbejde i det anderledes amishsamfund, er der heller ikke den samme dybde eller spænding som vi er vant til. Historien er hurtig hyggelæsning og for mig et glædeligt gensyn med Kate og hendes kæreste, men rigtig gribende og spændende er historien desværre ikke. Og inden den rigtig blev foldet ud, blev plottet afsløret og historien var færdig. Hmn.

Men pyt, der udkommer en “rigtig” bog (trykt og på 430 sider) med titlen Efter stormen i løbet af efteråret. Så vælg at betragt Forsvundet ved floden som en forret.

Linda Castillo, Forsvundet ved floden, Maj 2016, 100 sider, Kun ebog, Hr. Ferdinand