// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Elena Ferrante: Min geniale veninde
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Elena Ferrante: Min geniale veninde

Skrevet af den 14. september 2016 – 07:11Ingen kommentarer

Italien er et af danskernes foretrukne ferielande og det italienske køkken har forlængst indtaget Danmark. Alligevel er det sjældent at italiensk litteratur bliver oversat til dansk, og endnu sjældnere at den indtager bestsellerlisterne. Men det gør Elena Ferrante og med god grund.

Min geniale veninde foregår i Napoli, i et fattigkvarter i 1950’erne. Her vokser to begavede piger op, fortælleren Elena og hendes specielle veninde Lila. Napoli er mafialand, det er fattigt og tilbagestående. Her hævder man stadig sin og familiens (og især kvindernes) ære med en knyttet næve, og ve den, der træder forkert. Den sociale kontrol er massiv, og fremtiden er endnu ikke nået til Vesuv og omegn.

Forældregenerationen er fattige, underkuede og ser ikke den store værdi i at pigerne får en uddannelse. Tværtimod er bøger dyre, og det er vigtigere at pigerne bliver godt gift. Det lykkes ikke den lærenemme og selvstændige Lila at få lov til at gå videre fra folkeskolen, mens Elena med hjælp fra en engageret lærer tager springet.

Der er et farverigt persongalleri. De udslidte voksne, de håbefulde eller opgivende unge. Dem, der lever ved sværdet, og dem der bare vil være i fred. De har det svært, de unge, i et Italien der endnu ikke har rystet diktaturet og krigen helt af sig, og hvor uddannelse stadig er for de få heldige, mens de øvrige er henvist til forældrenes erhverv eller voldens muligheder.

Min geniale veninde tegner et medrivende portræt af venskabet mellem to piger, men også af en tid og en by. Man kan næsten mærke den brændende sol, se pletterne på arbejdstøjet for sit indre blik og høre kvinderne råbe af deres børn i gården. Og man håber og frygter for de to pigers chancer i livet – Elena søger sin i skolen, mens Lila er henvist til at skabe sig en fremtid via de mænd, der forelsker sig i hende.

Det er første bind af en serie på fire. Forfatteren Elena Ferrante har aldrig optrådt offentligt og er omgæret af mystik i sit hjemland.

Elena Ferrante: Min geniale veninde. C&K Forlag, 2014. Oversat af Nina Gross.