// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Maria Gerhardt: Amagermesteren
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Digte

Maria Gerhardt: Amagermesteren

Skrevet af den 20. september 2016 – 07:26Ingen kommentarer

Jeg blev engang kåret til årets fighter i Grenaa Basketball Klub. Det var jeg pænt stolt af. Jeg knoklede også rundt på den bane og løb mere end de andre. Hvad jeg ikke havde i højden (1.63) måtte jeg have i hurtighed. Jeg elskede at spille basketball. Og jeg elskede mine klubkammerater. Og jeg hadede at tabe en kamp. Kunne sågar i en alder af 14 år finde på at tude, hvis vi tabte. De andre piger tog det pænere.

Alle os, der har dyrket sport i vores barndoms – eller ungdomsår vil kunne genkende de billeder Maria Gerhardt tegner i sin digtsamling Amagermesteren. Jeg husker lyden af sko på gulv i en hal, fællesbad med masser af piger og duften af Elida shampoo, fællesskabet og kamptrøjerne.

Maria Gerhardt blev i 1991 kåret til årets spiller i Dragør Boldklub og i foråret i år vandt hun Politikens Litteraturpris for netop Amagermesteren.

“Med Amager som scene har Maria Gerhardt skrevet en digtsamling om sejre og nederlag og om præcis det sted på banen midt imellem mand og kvinde.” Citatet stammer fra bogens bagside og rammer fint ind, hvad det handler om. Det handler om sport, om opvækst og om hverdagsliv. I små glimt møder vi også veninderne (eller holdkammeraterne?), lige der hvor de er. Midt i hverdagens køkken ser vi Sofie, Louise forstår vi skal passe sine syge bedsteforældre. Anderledes er det hos Sanne, familien har en sodavandsmaskine.

Digtsamlingen er let at gå til, den vender ikke mit liv på hovedet, men mindre kan også gøre det. Alene det at minde mig om mine egne sejre og nederlag på basketballbanen med Nulle, Camilla, Maia, Ane og alle de andre, der betød alt på det tidspunkt, er også et flot mål i sig selv.

Maria Gerhardt har også skrevet romanen Der bor Hollywoodstjerner på vejen for hvilken hun har fået stor ros af både anmeldere og læsere. En roman der bygger på hendes eget liv og fortæller historien om at gå fra at værre kendt DJ i det københavnske natteliv med fest og alkohol og til at blive en alvorlig syg kræftpatient. Selvom hun er kronisk kræftpatient er der flere udgivelser på vej.

Maria Gerhardt, Amagermesteren, People´sPress, 67 sider, November 2015.