// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Dobbs: Sovjetunionens fald. Den kolde krigs slutspil
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, Samfund

Michael Dobbs: Sovjetunionens fald. Den kolde krigs slutspil

Skrevet af den 19. august 2016 – 07:17Ingen kommentarer

Hvorfor kollapsede Sovjetunionen i løbet af ganske få år i slutningen af 80’erne? Var det Gorbatjovs fortjeneste med perestrojka, ny åbenhed og demokratisering? Var det Reagan, som tvang unionen i knæ, eller var det i virkeligheden den elendige økonomi og materielle dårligdom, der opløste unionen?

Michael Dobbs sporer i sin bog fra 1996 de centrale begivenheder, der ledte frem mod det endelige sammenbrud i 1991. Det gør han i 60 selvstændige afsnit, der foregår i hver sin geografiske lokalitet. Vi er med i Gdansk, Moskva, Tjernobyl, Jalalabad, Kabul og så videre.

Stilen er en indlevende reportage, og Dobbs har været helt tæt på nogle af de begivenheder, han dækker. Som journalist var han på Leninværftet i Gdansk i 1980 under nogle af de store strejker, og han var i Moskva, da KGB i 1991 forsøgte et kup mod Gorbatjov. Så han kender sit stof på første hånd, og han brænder for historien. De mange skift mellem lande og byer giver bogen en god dynamik, og reportagestilen bringer én tæt på personer og centrale begivenheder.

Dobbs’ analyse af sammenbruddet fokuserer på miserabel økonomi og et stift politisk system, der ikke var i stand til at forny sig. På trods af Sovjetunionens gigantiske landområder var man ikke i stand til at forsyne sig selv med korn. Denne ineffektivitet prægede alle grene af industri og produktion. Op gennem 70’erne var det eksport af fossil energi, der økonomisk sikrede den sovjetiske verden. Men i firserne styrtdykkede oliepriserne, og Sovjet engagerede sig i en dyr og upopulær krig i Afghanistan. I 1982 døde Bresjnev og efterfølges af Andropov, der døde et par år senere. Hans efterfølger Tjernenko holder kun et års tid, før han afgår ved døden. I 1985 trådte Gorbatjov så ind på scenen. I Dobbs’ optik var det hans ambition at revitalisere det kommunistiske system ved at gennemføre perestrojka. Men han sætter en udvikling i gang, som bliver langt mere dramatisk, end han forestillede sig. Det skyldes blandt andet den stærke nationalisme, der viser sig i mange af unionens 15 lande.

Boris Jeltsin er bogens anden helt centrale skikkelse. Dobbs anser ham for at være Gorbatjovs og kommunismens banemand. Jeltsin afsværger kommunismen, og han undergraver gradvist Gorbatjovs position. Da han bliver valgt som præsident for Rusland, får han den nødvendige magt og indflydelse til at blive Gorbatjovs efterfølger i 1991.

Bogen følger udviklingen kronologisk, og den er fortalt i en let og levende stil. Især de interne politiske dramaer omkring perestrojka og Gorbatjovs slagsmål med gammelkommunisterne er bragende godt beskrevet. ”Sovjetunionens sammenbrud” er særdeles velegnet, hvis man vil genopfriske sin viden eller få ny indsigt i et af det 20. århundredes helt store dramaer.

Michael Dobbs: Sovjetunionens fald. Den kolde krigs slutspil. Informations Forlag. 540 sider. Oversættelse: Hans-Jørgen Birkmose