// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Morten Beiter: Mafiaen kommer
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Samfund

Morten Beiter: Mafiaen kommer

Skrevet af den 7. august 2016 – 07:09Ingen kommentarer

Journalist Morten Beiter har gennem en årrække skrevet om og levet i Italien.

Han tegner i sin bog et bekymrende billede af landets tilstand og af mafiaens stadigt stigende magt. Trods årelang kamp mod organisationen og indespærring af en række menige og højtstående mafioso lever mafiaen i bedste velgående. Den har fortsat lange fangarme ud i omverdenen, hvor blandt andet politikere, dommere og forretningsfolk lader sig forføre af penge og drømme om magt og status. Beiters centrale tese er, at mafiaen ikke længere kan isoleres som et særligt (Syd)italiensk problem. Han skildrer, hvordan dens aktiviteter har spredt sig fra syd mod nord og videre ud i Europa.

Den økonomiske krise i Europa og udviklingen i Østeuropa har skabt en voldsom efterspørgsel efter kapital, og den er strømmet til fra Italien. Europæiske banker har ikke stillet sig nødvendig kritisk til, hvor pengene kommer fra. Desuden har forbryderne kunnet kanalisere penge ind i legale aktiviteter via opkøb og investeringer og får derved mulighed for at påvirke markedsmekanismerne.

Der er masser af penge at lege med og hvidvaske for mafiaen, som sammen med andre italienske kriminelle aktører skønnes at omsætte for 170 milliarder euro om året – hvilket er mere end nationalprodukter i lande som Estland, Kroatien og Rumænien.

”Mafiaen kommer” er en reportagebog, hvor vi følger Beiter, mens han taler med forskere, jurister og repræsentanter for antikorruptionsbevægelser om mafiaen og dens ekspansion. En stor del af bogen er bygget op omkring hans samtaler og rejse med en af mafiaens afhoppede ledere Calogero Amico, som han besøger i både Tyskland og hjemme på Sicilien. Reportagestilen fungerer godt, den giver afveksling, og så får man et grundigt, fascinerende og frastødende indblik i livet som mafioso, om kulturen og mafiaens historie via dialogen mellem Amico og Beiter.

Morten Beiter: Mafiaen kommer, 335 sider, Gyldendal, Juni 2016.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.