// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hans Jakob Helms: Hvis du fløjter efter nordlyset
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Hans Jakob Helms: Hvis du fløjter efter nordlyset

Skrevet af den 11. august 2016 – 07:52Ingen kommentarer

En mand sidder på sengekanten af sin datters seng og fortæller om hvordan det gik til, da han som ung rejste rundt i Grønland, Canada og Alaska for at lave forretning, der kan komme grønlænderne til gode.

Jeg-fortælleren Bjørn er i 1982 på en langvarig rejse rundt i de arktiske egne. For det meste i hælene på en sand krejler, som det til sidst lykkedes Bjørn mere eller mindre at forstå. Undervejs møder han kvinder og mænd, som han ryger en pokkers masse hash med. Det fortæller han i 2002 sin datter om.

Bogen skifter mellem 1982 og 2002. Det virker rigtig godt, og giver en hyggelig stemning, hvor man som læser føler, at man sidder med på sengekanten og får historien fortalt.

Handlingen i 1982 er dog ikke ret ophidsende. Møder, snak og flyveture. En lidt spøjs type fortælling uden nogen egentlig handling andet end snak, hash og rejse til nye steder, hvor der er mere snak og hashrygning.

Det efterlader læseren med en flad fornemmelse af at have spildt sin tid. For det bliver aldrig rigtig spændende. Der skal ikke partout være et mord eller 14. Men der må i det mindste gerne ske et eller andet. Og det gør der ikke rigtig. Hyggesnak og hygge-hashrygning.

Så spring denne bog over og kast dig i stedet over samme forfatters langt bedre anden bog, som jeg har anmeldt her.

Hans Jakob Helms: Hvis du fløjter efter nordlyset. Milik Publishing, 2011. 303 sider.