// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marjane Satrapi: Persepolis (I & II)
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Tegneserie

Marjane Satrapi: Persepolis (I & II)

Skrevet af den 30. juli 2008 – 22:06Én kommentar

Persepolis er en graphic novel i to bind: Min Iranske Barndom og Teheran Tur-Retur. Det er en rystende fortælling om den iranske revolution og følgerne for Irans befolkning.

Vi følger – mere eller mindre selvbiografisk – pigen Marjane, hvis forældre er vestligt orienterede kommunister, der stod i skarp opposition til shahen. De deltog i demonstrationer mod shahen og medlemmer af familien sad fængslet under shahen. Familien jublede, da shahen forsvandt. Lidet anede de, hvad fremtiden skulle bringe.

Marjane gik i en fransk skole, og med den iranske revolution kom familien (og resten af iranerne) fra asken til ilden. Fra den ene dag til den anden skulle skolepigerne gå med tørklæder og forfølgelserne tager til. Iranerne bliver et folk i frygt.

Marjanes familie har tingene tæt på – deres venner og familiemedlemmer forsvinder i fængsel eller flygter til udlandet. Krigen mod Irak ender med 1 million martyrer, døde unge mænd i en håbløs krig. I et forsøg på at redde deres datter fra præstestyrets undertrykkelse bliver hun sendt til noget familie i Østrig – alene, 14 år gammel uden sine forældre.

Mere af handlingen skal ikke afsløres her, men Marjane går en svær tid i møde – og tegner en gudsbenådet streg, der i få billeder og med enkelte ord understreger det barbariets indtog, iranerne levede/lever under. Shahen var ingen søndagsskoleelev, og det nye religiøse styre havde ikke svært ved at udnytte amerikanernes støtte til den forhadte hersker til at legitimere deres eget, vanvittige regime.

Det er to meget læseværdige graphic novels, og selv hvis man ikke normalt er til bøger med billeder, skal man læse disse – vi er oppe i nærheden af Spiegelmans Maus i kvalitet. Formatet egner sig tilsyneladende godt til at underspille – og dermed understrege – tyranniets gru.

Det er en subjektiv fortælling, men udover de litterære kvaliteter indeholder de to bøger for mig også en guldgrube af viden om Iran, Irans historie, deres kultur (med og uden islamisme) og ikke mindst de mange forskellige mennesker, der engang prægede landet – før syndfloden.

Læs den.

Marjane Satrapi: Persepolis, Min Iranske Barndom. Forlaget Carlsen, 160 sider. 2000-2001 (da. 2005)

Marjane Satrapi: Persepolis, Teheran Tur-Retur. Forlaget Carlsen, 192 sider. 2002-2003 (da. 2005)

  • Psj

    Mange tak for den anbefaling. Lyder virkelig spændende!