// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Peter Martin Søhuus: Europas landshold – en fodboldABC
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Sport

Peter Martin Søhuus: Europas landshold – en fodboldABC

Skrevet af den 27. juni 2016 – 07:40Ingen kommentarer

Lad mig lige starte med at konstatere, at ”Europas landshold – en fodboldABC” på ingen måde er en uforglemmelig oplevelse. Men det er altså en ganske brugbar bog – smart tænkt og let anvendelig.

Det sker meget ofte under diverse slutrunder, at der mellem venner og bekendte opstår samtaler og uoverensstemmelser om diverse fodboldrelaterede emner. Det sker med sikkerhed også her under EM. Og ja, bogen indeholder ikke nogen oplysninger, du ikke vil kunne finde på nettet. Men i bogen her er det hele samlet i smarte kapitler. Igen: det er godt tænkt.

Vi finder lidt prosa om hvert enkelt land – for de fleste landes tilfælde svarende til under en A4-side. Skule den mere nørdede samtale således dreje sig ind på finsk fodbold, de største resultater og stjerner, så er du klar med de hårde fakta: Forbundet blev stiftet i 1907, bedste liga hedder Veikkausliiga, og mens de har kvalificeret sig til fire OL, så mangler de stadig at være med til en EM- eller en VM-slutrunde. Og blandt de største finske fodboldstjerner finder vi naturligvis Mikael Forssell, Jari Litmanen og Jussi Jääskeläinen. Men hvor mange gange har Danmark spillet mod Finland? Og hvordan gik det i de vigtigste kampe? Alt det og meget mere får du svar på i bogen.

En lille – men for mig overordentlig vigtig – bonus er de enkelte landes emblemer, altså de mærker, landenes fodboldforbund spiller under, og som vi kan se på spillernes trøjer.

Når vi får præsenteret de enkelte landes største stjerner gennem tiderne, så er det her, de rigtige fodboldkendere først leder efter noget, de kan være uenige i. Er valgene i bogen subjektive? Ja, naturligvis. Men jeg må sige, at Peter Martin Søhuus har ramt forbavsende godt. Tag eksempelvis Frankrig. Her er nævnt Éric Cantona, Marcel Desailly, Didier Deschamps, Just Fontaine, Thierry Henry, Raymond Kopa, Jean-Pierre Papin, Michel Platini, Lilian Thuram, Jean Tigana, Marius Trésor, Zinedine Zidane. Rækkefølgen er ikke til diskussion. Den er nemlig alfabetisk. Og kan du diskutere et navn eller to? Ja, da. Men han har skudt ganske rigtigt i langt de fleste tilfælde.

Ved de lande, hvor det giver mening, har kendte danskere ytret et par relevante ord, og det giver et godt lille krydderi til oplevelsen. Overbliksdiagrammet sidst i bogen er en herlig bonus.

Alt i alt en god opslagsbog, som kan lukke et par diskussioner eller tre. Og hvem kan dog ikke bruge sådan en?

Europas landshold – en fodboldABC, Peter Martin Søhuus, Byens Forlag, 208 sider, Juni 2016

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.